Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Efter den første histories store succes hos hende skulle jeg lige finde tilløb til en nummer to, der blev modtaget med storm. Godt nok har hun ikke hørt den tredje endnu, men hellere smede medens jernet er varmt nu jeg skriver ud fra virkelige hændelser, så her nummer fire.
Da den første frost ramte haven bag det gamle hus på landet, funklede alt som sukker. Æblerne var væk, blomsterne havde krøllet sig sammen i søvn, og musene havde bygget hyggelige reder under hækken.
Herbert og Gregers, havenisserne, stod stolte på deres sædvanlige pladser på den frosne skråning. Deres hatte var dækket af frost, og deres støvler var stive af is.
“Brrr!” gøs Herberg. “Selv mine keramiktæer er kolde.”
“Det er den tid på året,” sagde Gregers og pustede i sit frosne skæg. “Kulden er virkelig kommet.”
Samme eftermiddag kom de kæmpestore mennesker fra bondehuset ud med tørklæder og handsker.
“Lad os bringe nisserne ind før sneen!” sagde den store menneskekvinde venligt.
Og før Gregers eller Herbert kunne blinke, løftede to enorme hænder dem op – en under hver arm – og bar dem ind i det varme, lyse køkken.
Indenfor var det som at træde ind i en anden verden. Luften var tyk af duften af bagt brød og kanel. Menneskene placerede Herbert og Gregers på bordet med vasken ved siden af indgangen.
“Sådan! De vil være i sikkerhed for frosten,” sagde menneskerne, før de forlod rummet.
For første gang så nisserne bondehuset indefra. Det var fyldt med blinkende lys, bløde tæpper og kuriøse ting – skeer, krukker og skinnende metalkasser, der summede stille for sig selv.
“Det er … ret hyggeligt,” sagde Herbert og lagde hænderne bag ryggen.
“Ja,” svarede Gregers. “Men musene!”
De vendte sig begge mod de duggede vinduer. Derude, bag glasset, rystede musene under et krøllet blad og stirrede længselsfuldt på den varme glød indenfor.
“De vil fryse derude,” hviskede Herbert.
“Det kan vi ikke lade ske,” sagde Gregers bestemt. “Tid til en redningsaktion.”
Den nat, da huset blev stille, og uret tikkede sagte, vågnede nisserne til live.
Herbert listede hen til køkkenbordet og fandt en kurv med krummer og bær. Gregers brugte en teske som en skovl og skovlede stykker af kiks og ost ned i en servietpose.
Så fandt Herbert en karton med mælk og hældte en dråbe eller to i et fingerbøl.
“Nok til et festmåltid,” sagde han stolt.
De klatrede ned fra vindueskarmen, smuttede under døren og skyndte sig ud i den sneklædte nat.
Haven var hvid og stille, månen skinnede på sneen som sølv. Musene skyndte sig ud af deres skjulested, da de så nisserne.
“I kom!” pibede den mindste mus, mens tænderne klaprede.
“Selvfølgelig gjorde vi det,” sagde Herbert og rakte ham fingerbøl med mælk. “Venner lader ikke venner sulte.”
De samledes under den gamle paddehat – nu med frost – og delte deres lille festmåltid. Krummer, ost, bær og en dråbe mælk hver.
Musenes øjne strålede af glæde.
“Dette er den bedste vintermiddag, vi nogensinde har fået,” sagde den største mus og slikkede sine knurhår.
“Næste gang tager vi kastanjer med,” lovede Gregers.
Da de var færdige, gemte nisserne musene sikkert i en rede af tørre blade og mos.
Før solopgang sneg de sig tilbage ind i det gamle hus og klatrede op til deres pladser, lige da de første menneskefodtrin dunkede hen over gulvbrædderne.
Gregers og Herbert stod helt stille og lod som om, de var almindelige pyntegenstande igen.
Men hvis du kiggede meget nøje efter, ville du måske bemærke noget – et svagt smil på deres ansigter og et par krummer, der manglede fra køkkenbordet.
Slut. 🕯️🧙♂️🐭❄️
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens