Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde, og nu hen mod jul er julenisserne så også kommet med.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Vinteren havde lagt sig dybt omkring det gamle bondehus. Sneen hobede sig højt op på vindueskarmene, og istapper klamrede sig til tagrenderne som glitrende tænder. Indenfor stod nisserne Gregers og Herbert i deres sædvanlige stille stillinger, mens menneskene vrimlede rundt med usædvanlig spænding.
Julenisserne, der var gemt omkring huset kiggede nysgerrige frem bag gardiner og tekopper.
Den morgen skete der noget mærkeligt.
Menneskene gik udenfor …
trampede gennem sneen …
og vendte tilbage og slæbte et kæmpe stedsegrønt træ lige ind ad hoveddøren!
Gregers så til fra sin plads ved indgangen, stivnet fast.
Herbert stirrede fra sin plads i vindueskarmen med store øjne.
Nisserne dukkede sig bag puder og hviskede hektisk.
Menneskene satte træet oprejst i stuen, rystede sneen af grenene og lod det stå der – lige midt i rummet!
“Har de bragt skoven … indenfor?” spurgte den ene nisse brysk.
“Men hvorfor? Samler mennesker på træer?” undrede den anden nisse sig.
“Måske er det et træ et kæledyr,” foreslog den tredje nisse.
Den fjerde nisse rystede på hovedet. “Træer er ikke særlig gode kæledyr. For sentimentale.”
Gregers gemte en latter bag sit skæg – eller ville have gjort det, hvis han havde kunnet bevæge sig uden at blive set.
Natten falder på og er fyldt med nysgerrighed
Da lamperne gik ud, og huset blev stille, vågnede have- og julenisserne straks til live.
Gregers marcherede direkte hen til træet.
Herbert løftede en lanterne.
Julenisserne listede efter dem og stirrede op på det enorme grantræ, som om det pludseligt skulle holde en tale.
“Nå,” sagde Gregers, “det er helt sikkert et træ.”
Den mindste nisse nikkede højtideligt. “Et meget grønt et.”
Havenisserne gik rundt om det.
De snusede til barken.
De bankede på grenene.
En julenisse klatrede endda halvvejs op ad stammen for at undersøge den nærmere.
“Den dufter dejligt,” sagde Herbert. “Som sne og skovmagi.”
“Men hvorfor bringe den indenfor?” spurgte den ene julenisse.
Lige da – klik!
En lampe tændte i gangen.
Alle frøs og stod bomstille.
Menneskene vendte tilbage med kasser. Store. Små. Glitrende. De åbnede dem og trak lyskæder, funklende kugler, papirstjerner og skinnende bånd ud.
Så begyndte de at hænge dem ud over hele træet!
Dekorationsopdagelse
Have- og julenisserne så til med stor fascination.
Lys blinkede over grenene.
Gyldne tråde draperede som floder af stjernelys.
Lysende ornamenter hang som bær, der var for smukke til at spise.
Den ene julenisse hviskede:
“Er det her … en fest?”
“Et festivaltræ?” foreslog en anden julenisse.
“En magisk vintersøjle?” sagde en tredje julenisse.
Gregers strøg sig over skægget.
“Det må være noget vigtigt for dem. Menneskene ser meget glade ud.”
Da træet var dækket af lys og glitrende dekorationer, trådte menneskerne tilbage og beundrede deres arbejde. En af dem placerede en lysende stjerne i toppen.
Julenisserne gispede.
Træet funklede som Vinterskovens landsby om natten.
Da menneskerne endelig forlod rummet, og alt var stille igen, samledes alle nisserne sig under det.
Herbert smilede sagte.
“Det er smukt.”
Julenisserne nikkede tryllebundne.
“Et træ klædt på til vintermagi,” hviskede den ene.
En julenisse snurrede rundt i en cirkel.
“Jeg tror, at menneskerne fejrer vinteren på samme måde som os – med lys, varme og samhørighed.”
Gregers rettede sig stolt op.
“Så må vi være med til at holde den smuk.”
En hemmelig tradition begynder
Den aften ryddede have- og julenisserne stille og roligt op i eventuelle nedfaldne nåle, rettede skrå ornamenter og polerede de små lys med bløde klude lavet af tidseldun.
De tilføjede endda en lille overraskelse:
En lille agern-amulet af træ, udskåret af Herbert og malet af julenisserne, gemt nær bunden, hvor kun mennesker med skarpe øjne nogensinde ville finde den.
“En gave til deres træ,” sagde Herbert.
“Fra de hemmelige hjælpere,” tilføjede julenissen med lanternen med et grin.
Mens de stod under de glødende grene, glimtede træet som stjernelys fanget i grønne nåle.
Have- og julenisserne følte sig varme, glade og fulde af vintermagi – den samme magi, de nu delte med menneskerne.
Og således blev mysteriet om indendørstræet løst:
Det var ikke bare et træ.
Det var en fejring af vinteren, af venlighed, af lys i den mørkeste årstid.
En tradition, som menneskerne værdsatte … og som have og julenisserne var glade for i hemmelighed at slutte sig til.
Slut. 🎄✨🧝♂️🧙♀️
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens