Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og haven der vågnede op
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de meget små nisser ved kaffemaskinen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og fredsaftalen i garagen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og natten med for mange knurhår
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og klatringen over træerne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de summende vintergæster
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Foråret var kommet for alvor til gårdhaven.
Der var vintergækker og krokus rundt om i haven. Vandpytterne var tørrede. Musene havde travlt. Selv den gråstribede kat var begyndt at sole sig stolt ved siden af garagen.
Men græsplænen…
Åh, græsplænen.
Den var ikke længere flad og grøn.
Den lignede en miniaturebjergkæde.
Muldvarpeskuder overalt.
Små.
Høje.
Ujævne.
Friske med fugtig, smuldrende jord.
Nogle steder var det svært at se græsset overhovedet.
Det store snublefelt
Gregers marcherede stolt hen over haven en morgen og inspicerede tulipanerne.
Han så ikke det nyeste muldvarpeskud.
Hans støvle ramte den bløde tue.
Hans fod sank.
Hans skæg fløj opad.
Og han fløj hen over mulvarpeskuddet.
FLUMP.
Herbert gispede fra nærheden af hækken.
Gregers lå på ryggen og stirrede op på himlen.
Et øjeblik sagde han ingenting.
Så—
“Muldvarpe!” tordnede han.
Han stod og børstede snavs af sin frakke, skægget strittede af indignation.
“Tunnelgravende, græsplæne-klumpende, jord-øsende muldvarpe!”
Herbert prøvede meget hårdt ikke at grine.
Jagten på de skyldige
Gregers stampede fra høj til høj.
“Kom frem!” råbte han.
Han bankede knapt så blidt på den bløde jord.
Han kiggede ned i små huller.
Han pressede endda sit øre mod jorden.
Intet.
Ingen raslen.
Ingen gravning.
Ingen muldvarpenæser, der stak op.
Muldvarpene var allerede gået videre.
Langt nede under haven var deres gange stille.
De havde gravet… og var gået andre steder hen.
Tværhed blødgøres
Gregers stod midt på den ujævne græsplæne med hænderne i siden.
“Det er en katastrofe,” mumlede han.
“Haven ligner et krøllet tæppe.”
Herbert gik forsigtigt hen og lagde en hånd på hans ærme.
“De mente ikke noget ondt med det,” sagde han blidt.
“De var bare… muldvarpe.”
Gregers fnøs.
“De kunne i det mindste have overvejet min vandrerute.”
Men selv mens han sagde det, blev hans stemme blødere.
Muldvarpene var væk.
Bakkerne forblev.
Vrede kunne ikke jævne dem med jorden.
At få haven i orden
Havenisserne hentede små brædder og brugte dem som små skovle.
De spredte jorden tilbage på de lave steder.
De stampede de bløde tuer ned med forsigtige støvler.
De børstede løs jord væk fra de sarte spirer.
Det tog hele eftermiddagen.
Plænen var ikke helt glat, da de var færdige.
Men den var bedre.
Mindre bjergkæde.
Mere eng.
Gregers lænede sig op ad en lille rive og sukkede.
“Nå,” sagde han, “hvis jorden insisterer på at omorganisere sig selv, må vi omorganisere den igen.”
Herbert smilede.
“Haven forandrer sig altid. Sådan er den.”
Et anderledes syn
Da aftenen faldt på, kastede den lave sol lange skygger hen over de resterende blide bump.
På afstand så græsplænen næsten interessant ud – som bølgende bakker under gyldent lys.
Gregers lagde hovedet på skrå.
“Den har karakter,” indrømmede han modvilligt.
Herbert lo.
“Sådan. Ser du? Selv muldvarpeskud kan blive til kulisser.”
Gregers klukkede endelig.
“Jamen hvis jeg snubler igen, vil jeg altså brokke mig lige så højt.”
Og sådan fandt haven sin nye form – ikke perfekt, ikke flad, men levende.
Muldvarpene var gået videre.
Havenisserne havde udglattet, hvad de kunne.
Og græsplænen, selvom den var lidt ujævn, fortsatte alligevel med at vokse hen imod sommeren.
Nogle gange, når jorden ændrer sig under ens fødder, er det eneste at gøre at stå fast… glatte ud, hvad man kan… og blive ved med at gå.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens