Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og haven der vågnede op
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de meget små nisser ved kaffemaskinen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og fredsaftalen i garagen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og natten med for mange knurhår
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og klatringen over træerne
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Senvinteren kan være forvirrende.
Sneen var for det meste smeltet, men luften bar stadig skarpe små bidder af kulde. Solen skinnede klart gennem gårdhusvinduerne og varmede ruden lige akkurat nok til at gøre det indbydende.
Og sådan ankom fluerne.
Ikke én.
Ikke to.
Men en hel lille gruppe af dem.
Menneskene bliver irriterede
Menneskerne var ikke tilfredse.
De viftede med håndklæder.
De slog ud i luften.
De åbnede vinduer kort, kun for at lukke dem igen, da kold luft strømmede ind.
Fluerne summede stadig.
De prellede af lampeskærme.
De bankede mod vinduer.
De gik rundt om frugtskålen, som om den var et helligt monument.
Huset, engang fredeligt, summede nu som en forvirret bikube.
Havenisserne tager affære
Den nat, da huset blev stille, vågnede Gregers og Herbert til live og marcherede hen til midten af køkkenbordet.
En flue landede direkte på Gregers næse.
Han krydsede øjnene.
“Nok,” erklærede han.
Fluerne samledes på gardinstangen og dannede en løs, ubevægelig forsamling.
Deres leder – lidt større, med særligt skinnende vinger – svævede fremad.
“Vi mener ikke noget ondt,” summede hun.
“Det er koldt udenfor. Laden er iskold. Vinden er hård.”
Herbert blev blødere stemt.
“Men I er meget højlydte,” sagde han blidt.
Fluen vippede med hovedet.
“Det kan vi ikke gøre for. Sådan er vi bygget.”
Bag dem nikkede Kaffenisserne højtideligt, som om det var en dyb sandhed.
At forstå det summende
Gregers strøg eftertænksomt sit skæg.
“Hvorfor flyver I i cirkler?” spurgte han.
Fluen virkede flov.
“Vi leder efter varme. Og lys. Og … retning.”
Herbert kiggede mod det solbeskinnede vindue.
En idé blomstrede.
En solbeskinnet aftale
Næste dag, da menneskerne åbnede gardinerne, skubbede Gregers og Herbert stille en lille skinnende bakke hen mod det lyseste vindueshjørne.
De arrangerede et par småsten og et stykke frugt der.
Om aftenen henvendte de sig igen til fluerne.
“Dette,” sagde Herbert, “er jeres Solhjørne.”
Varmt om dagen.
Lyst.
Væk fra lamper og mennesker og kaffekopper.
“Hvis I samles der,” tilføjede Gregers, “og ikke over menneskehoveder … kan freden vende tilbage.”
Fluerne overvejede.
Så, en efter en, testede de hjørnet.
Bakken reflekterede sollyset smukt. Varmen samlede sig der som en lille gylden dam.
Og bedst af alt – det var roligt.
Fra irritation til bekendtskab
I løbet af de næste dage blev summenen svagere.
Fluerne tilbragte deres timer i Solhjørnet, varmede sig og talte stille i små vingehvisk.
Nogle gange sad Herbert i nærheden og lyttede til deres mærkelige historier – fortællinger om ladebjælker, frostsprængte morgener og næsten-uheld med svaler.
Gregers lærte, at fluer ser verden i mange retninger på én gang.
Fluerne lærte, at nisser foretrækker forudsigelige mønstre og stille aftener.
Selv menneskerne bemærkede færre afbrydelser.
“Mærkeligt,” sagde et menneske. “De bliver alle ved vinduet nu.”
Et uventet venskab
En aften, da solen sank lavt, svævede fluelederen ved siden af Herbert.
“Foråret er på vej,” summede hun blidt.
“Vi tager afsted, når luften bliver varmere.”
Herbert smilede.
“Du er velkommen indtil da.”
Gregers nikkede.
“Selv højlydte gæster kan blive gode naboer.”
Fluen cirklede én gang – ikke vildt, men yndefuldt – og satte sig i det gyldne lys.
Og sådan fandt bondehuset balancen igen.
Musene blev udendørs.
Katten vogtede garagen.
Kaffenisserne betragtede sig ved siden af maskinen.
Og i det varmeste hjørne af vinduet hvilede en klynge af engang irriterende fluer fredeligt i lyset.
Nogle gange begynder venskab med irritation.
Og nogle gange kan selv en summende lyd blive til noget næsten … kammeratligt.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens