Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Vi kom til at tale om at havenisserne var væltet, og hun var overbevidst om at det var mus der havde gjort det. Det fik mig til at finde på følgende historie.
I det stille landskab, bag et meget gammelt bondehus med mosbegroet stråtag og sort og hvidt bindingsværk, var der en hyggelig have fyldt med grønne bregner, blomster, summende bier og to helt særlige havenisser.
Deres navne var Gregers og Herbert.
Gregers havde en høj rød hat og et langt hvidt skæg, der kildede ham på maven, når han lo. Herbert havde rosenrøde kinder, glitrende øjne og en vandkande, han bar med sig overalt, selvom den aldrig hældte rigtigt vand.
De stod stolt mellem kløveren og granbusken og vågede over haven. Hver aften, når solen sank ned bag bakkerne, og stjernerne tittede frem, vågnede Gregers og Herbert til live.
Men på det seneste har deres fredelige havenætter ikke været så fredelige.
De lokale mus havde lavet en ny leg.
“Lad os få nisserne til at vælte!” råbte den ene, mens han vrikkede med sine knurhår.
“Jeg vil vædde på, at jeg kan få Gregers til at vakle med bare ét skub!” fnes den anden.
De sneg sig ud af deres musehuller, for gennem bregnerne og slog lige nok på nisserne til at få dem til at miste balancen.
Dunk!
Klonk!
Igen og igen.
Gregers brokkede sig og børstede snavs af sit skæg.
Herbert sukkede og satte sin vandkande oprejst for tredje gang den nat.
“Vi er havens vogtere, ikke legetøj til at kaste med!” fnøs Gregers.
„De mener ikke noget ondt med det,“ sagde Herbert venligt. „Men vi må finde en måde at stoppe denne tåbelighed på.“
Så den nat udtænkte nisserne en plan.
Da musene vendte tilbage for at lave mere ballade, listede de op – tap tap tap – og rakte ud for at prikke til Gregers…
Men denne gang snurrede Gregers rundt!
“BØH!” råbte han.
Musene peb overrasket og tumlede baglæns ned i et kløverbed.
Så trådte Herbert frem fra et skjul lavet af et bregneblad.
“Har I lyst til at lege en rigtig leg?” spurgte han. “Noget der er sjovt for alle?”
Musene blinkede.
“Ikke bare væltelege?” spurgte den ene og rynkede på næsen.
“I hvert fald ikke,” sagde Gregers med et blink. “Medmindre det er af grin.”
Så legede de gemmeleg, hvor alle skulle gemme sig bag planter, og den sidste, der blev fundet, skulle fortælle en havejoke. De legede bille-fange og endda snegleløb, selvom sneglene aldrig helt forstod pointen.
Fra den nat af holdt musene op med at drille. De havde ikke længere brug for det. Latter og lege var langt bedre end at vælte og tumle.
Og haven?
Den var gladere end nogensinde – med nisser, mus, blomster og en masse sjov i måneskinnet.
Slut. 🌙🐭🧙♂️🌼
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens