Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Efter den første histories store succes hos hende skulle jeg lige finde tilløb til en nummer to, og nu er her så allerede den tredje.
Det var en frisk efterårsmorgen bag det gamle hus på landet. Luften duftede af æbler og fugtig jord, og bladene var blevet til en regnbue – rød, gylden, orange og brun.
Havenissen Herbert strakte armene ud og gabte.
“Ahhh, endelig efterår!” sagde han glad. “Min yndlingstid på året!”
Gregers børstede et gult blad af sit skæg.
“Også min,“ klukkede han. „Haven klæder sig i sine fineste klæder om efteråret.“
Lige i det øjeblik kom de tre mus pilende ud af deres lille musehul under bregnerne. De havde små tørklæder af tråd og blade på.
“Vi er klar til eventyr!” peb den mindste.
Herbert smilede. “Så lad os gå ud og glide på blade!”
I udkanten af haven stod det store, gamle æbletræ. Dets grene nåede så højt, at bladene flød ned som små faldskærme. Havenisserne og musene klatrede op på en bunke sprøde, tørre blade, som vinden havde fejet sammen.
“Hold godt fast!” sagde Gregers idet han steg op på et stort, gyldenbrunt blad.
Med et sus greb vinden ham – og afsted gled han ned ad den stejle bakke foran træet, mens han snurrede rundt og grinede hele vejen.
“Min hat!” råbte han, da den fløj af og landede i en krattet ved siden af bakken.
Herbert fulgte efter og gled efter ham med perfekt balance. Musene sprang efter ham, ridende på deres egne små blade som slæder.
De gled gennem bunker af blade, snurrede rundt i blomsterbedet og endte i en fnisende bunke nær drivhuset.
“Igen! Igen” peb musene.
Om eftermiddagen rullede skyerne over himlen, og det begyndte at regne blidt – plisk-plask!
Havenisserne og musene havde ikke noget imod det. De hoppede i vandpytter i stedet!
„En pyt til dig, en pyt til mig!“ råbte Gregers, mens han plaskede så hårdt, at vand sjaskede Herbert helt til.
“Hey!” grinede han og sparkede en vandpyt direkte tilbage mod ham.
Musene var også med, deres små fødder lavede de sødeste små plask. Haven summede af latter, regn og mudret glæde.
Da regnen blev kold, skyndte de sig alle ind under den store paddehat nær garagen – deres hyggelige ly.
Herbert havde forberedt noget særligt: en lille agernkedel fyldt med varm te, han havde brygget af ristede mælkebøtterødder, og et drys kanelstøv.
Dampen steg op i bløde krøller, mens han hældte den varme drik op i valnøddeskalskopper.
“Pas på, det er varmt,” sagde han og rakte en til hver mus.
Havenisserne og musene sad sammen, nippede til teen og så regnen dryppe fra paddehattens hvidlige tag.
“Den bedste efterårsdag nogensinde,” mumlede den mindste mus søvnigt.
“Indtil den næste,” sagde Herbert med et blink.
Mens haven glødede i solnedgangens gyldne lys, krøb vennerne tæt sammen, varme og glade – deres hjerter lige så fulde som deres tekopper.
Slut. ☕🍁🧙♀️🐭
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens