Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Efter den første histories store succes hos hende skulle jeg lige finde tilløb til en nummer to, der blev modtaget med storm. Det samme gjorde den tredje og nummer fire og hun grinede af glæde over nummer fem.
Nu da julen begyndte at nærme sig og huset blev fyldt med kravle- og andre former for julenisser kom den første historie om dem, og her er så en mere da den første vanen tro blev et kæmpe hit hos den lille.
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Indledning
Sne havde dækket huset på landets have i mange dage, den stablede sig blidt på hegnspælene og svøbte rosenbuskene i hvide frakker. Inde i huset legede julenisserne gemmeleg i støvler og tekopper, mens nisserne Gregers og Herbert så til fra deres sædvanlige poserede pladser.
Men da månen stod op, og huset blev stille, vågnede både jule- og havenisserne til live igen.
I aften var noget særligt.
I aften var det Haveaften, natten de alle pakkede sig sammen for at forberede haven til vinteren – og sørge for, at deres små musevenner holdt sig varme og trygge.
Vintertøjet tages på
Gregers rettede på sit strikkede blå halstørklæde, en gave fra en af nisserne.
Herbert tog en anden hue på end hans normale. Den ny var foret med blødt fnug, der fik ham til at ligne et snedækked bær.
Julenisserne havde små frakker på, syet af filtrester og dekoreret med perler, der klang sagte, mens de bevægede sig.
“Er alle klar?” spurgte den mindste nisse, og strammede sine slikstribede vanter.
“Klar som et snefnug,” sagde Gregers stolt.
Med et hop og et sus gled de ud ad husdøren og ind i den glødende vinternat.
Vinterhaven
Haven lå stille under sit snedækkede tæppe. Hver en stilk og hvert blad funklede i måneskinnet. Selv den gamle vandpost uden vand bar en glitrende snehue.
Herbert holdt sin lanterne op.
“Lad os give haven lidt kærlighed,” sagde han.
Så sammen gjorde jule- og havenisserne følgende:
- De børstede sne væk fra toppen af sovende blomsterbede,
- De lagde tørre blade rundt om rødderne af bærbuskene som varme tæpper,
- Og de dryssede glitrende froststøv (en julenisses specialitet) for at hjælpe planterne med at hvile fredeligt indtil foråret.
Nisserne snakkede og sang bløde vintersange, mens de arbejdede, deres stemmer lette som klokker.
Varme hjem til musene
I den fjerneste ende af haven boede musene – og et par fætre og kusiner, der var på besøg for vinteren. De kiggede ud fra deres løvbunke med sitrende næser.
“Brrr … det er koldt!” peb den største mus.
“Vores knurhår er iskolde,” tilføjede den mindste mus.
Herbert knælede venligt ned.
“Bare rolig. Vi er kommet for at ordne det.”
Sammen gik jule- og havenisserne i gang med at bygge hyggelige vinterhuler:
- Julenisserne vævede vægge af tørret græs, stærke og tætpakkede.
- Gregers og Herbert stablede små træstammer og bark for at lave sikre tunneler.
- En kvist dryssede julenissevarmestøv (som lugtede af kanel og fyrrenåle) indeni.
- Herbert tilføjede totter af blød mos, som han havde gemt fra efteråret.
Snart var hulerne varme, hyggelige og perfekte til små musefamilier.
Den hurtigste mus løb ind og kom ud med et glædesskrig.
“Det er så hyggeligt!”
“Det er som et musepalads!” tilføjede den mindste mus.
Musene krammede have- og julenisserne, deres små poter kolde, men deres hjerter varme.
En vinterfest
For at fejre deres hårde arbejde samledes holdet under den frostsprængte paddehat.
Nisserne bryggede agern-krydderite.
Herbert bragte krummer og søde bærstykker fra huset.
Gregers sendte små skåle lavet af krøllede blade rundt.
De sad sammen – mus og nisser af alle slags – nippede til varm te og så snefnug drive blidt ned fra himlen.
“Haven er sikker for vinteren nu,” sagde Herbert smilende.
“Og det er vores venner også,” tilføjede Gregers.
Nisserne nikkede, klokkerne klang sagte.
“Vinteren er altid lettere, når vi arbejder sammen.”
Da daggryet nærmede sig, skyndte de sig alle tilbage – havenisserne til deres pladser indendørs, julenisserne til deres skjulesteder, mus til deres nye huler.
Og da menneskerne kiggede ud i haven den morgen, bemærkede de noget mærkeligt:
Sneen på blomsterbedene var pænt børstet til side.
Bærbuskene var tæt gemt under bladene.
Og nær hækken … førte små musefodspor til helt nye huler.
Noget magisk var sket.
Men selvfølgelig var det kun havenisserne, julenisserne og musene, der kendte hele historien.
Slut. ❄️🧙♂️🧝♂️🐭🌨️
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens