Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og haven der vågnede op
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de meget små nisser ved kaffemaskinen
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Vinteren hang stadig rundt om det gamle bondehus, selvom dagene blev længere. En aften bemærkede Gregers og Herbert noget usædvanligt bag køkkenvinduet.
Den ene garageport – den der knagede som et gammelt egetræ der gav sig i vinden – var blevet efterladt en smule åben.
Og indenfor…
krøllet sammen oven på en sæk med visne blade…
var en gråstribet kat.
Dens pels var tyk og grå som aske. Dens hale viklede sig om poterne. Det ene øre dirrede, mens den sov.
Frygt blandt venner
Musene så det også.
De standsede midt i deres løbetur gennem haven.
“Kat,” hviskede den store mus, stemmen knap nok hørbar.
“Stribet kat,” rettede den mellemste mus, som om det på en eller anden måde gjorde det værre.
De pilede straks tilbage under hækken.
Gregers strøg tankefuldt over sit skæg.
Herbert pressede hænderne sammen.
“Katte og mus er ikke kendt for at leve fredeligt sammen,” sagde Gregers forsigtigt.
“Men måske er denne anderledes,” svarede Herbert.
De besluttede at undersøge sagen nærmere.
Den sovende beskytter
Den nat, da menneskerne sov, og verden var stille, vovede havenisserne sig ind i garagen.
Luften lugtede af træ, olie og koldt metal.
Katten åbnede det ene gyldne øje, da de nærmede sig.
Den sprang ikke.
Den hvæsede ikke.
Den så bare til.
“God aften,” sagde Herbert høfligt.
Katten blinkede langsomt.
“Du er … lille,” bemærkede den med en dyb, rumlende stemme.
“Det er vi,” svarede Gregers. “Og vi kommer på vegne af nogen, der er endnu mindre.”
Kattens hale vippede én gang.
“Musene,” sagde den.
En snak om at passe på
Musene rystede bag en værktøjskasse, mens havenisserne talte.
“De er vores venner,” forklarede Herbert.
“Og haven afhænger af dem.”
Katten strakte sig luksuriøst og bøjede kløerne.
“Jeg er ikke en almindelig jæger,” sagde den. “Jeg er vogter af dette område.”
Gregers løftede et øjenbryn.
“Vogter?”
Katten løftede stolt hovedet.
“Jeg patruljerer skyggerne. Jeg holder vagt om natten. Jeg holder fare væk fra menneskerne.”
Herbert vippede forsigtigt hovedet.
“Beskytter du menneskerne?”
Kattens stemme blev lavere.
“Ja.”
Så, efter en pause:
“Selvom de er meget store … og uforudsigelige … og nogle gange højlydte.”
Gregers og Herbert udvekslede et blik.
Den mægtige stribede vogter var … lidt bange for menneskerne.
Forslaget om fred
Gregers trådte frem.
“Vi foreslår en fredsaftale.”
Kattens knurhår dirrede.
“Tal.”
“Musene vil ikke forstyrre menneskerne,” sagde Herbert.
“Ingen gnaven i ledninger. Ingen hasten hen over køkkenbordpladerne. Ingen lyde ved midnat.”
Gregers nikkede.
“Til gengæld lader du dem uskadte.”
Garagen blev stille.
Sneen bankede sagte mod døren.
Katten tænkte sig om.
Endelig sænkede den hovedet tilbage på sine poter.
“Meget godt,” sagde den. “Så længe de ikke truer de mennesker, der bor i mit område … vil jeg ikke jage dem.”
Bag værktøjskassen kom de mindste suk af lettelse.
En vagtsom fred
Fra den nat lagde en mærkelig balance sig over stuehuset.
Musene holdt sig til haven og garagens kanter og gik aldrig ind i huset.
Katten patruljerede haven som en stribet skygge med halen høj og skarpe gyldne øjne.
Nogle gange, når ingen så på, efterlod den mindste mus en krumme nær garageindgangen.
Og nogle gange lod katten som om, han ikke bemærkede det.
Gregers stod på bordet ved vinduet en aften og smilede.
“Fred,” sagde han sagte, “er ikke fravær af frygt.”
Herbert nikkede fra vindueskarmen.
“Det er valget at leve forsigtigt ved siden af den.”
I garagen sov den gråstribede kat, vogter af de mennesker, den både elskede og frygtede.
I haven samlede musene frø uden at ryste.
Og mellem dem, usynlige men stabile, stod to nisser, der troede, at selv gamle rivaliseringer kunne blødgøres under vinterens stille himmel.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens