Da jeg købte den store brugte samling Skorne fulgte der også et par Protectorate of Menoth figurer med, og jeg må indrømme at de var ret ringe malet da jeg modtog dem; jeg har en mistanke om at det var noget af det første den tidligere ejer malede ud fra teknikken – eller manglen på samme – ud fra den måde malingen var “klattet” på figuren på. Uanset hvad skulle det ændres radikalt både for kvalitetens skyld og fordi det ikke passer med hvordan jeg gerne vil have Menoth tilbederne.
Jeg har givet den det klassiske Menoth skema med en hvid krop (sort før, men min hvide bøtte fra GW er indtørret så dækker godt, held i uheld), guld kanter (samme som det hvide – der var ikke markeret kanter overhovedet før faktisk), elementer i dyb rød (som jeg har som det eneste har highlightet, da resten ikke virkede passende hvis det det ikke skulle være for tegneserieagtigt) og gunmetal på en god del af rørene, våben osv.
Jeg gav delene, der skulle være ild i, en simpel ild-effekt med gul-orange-rød og gav dens morgenstjerne et rødt skær som var den rødglødende varm eller dækket af blod.
Jeg sluttede af med en gang sort ink (Nuln Oil), noget jeg var meget i tvivl om jeg skulle gøre da det jo ikke bare skyggelægger det hvide men giver decideret sorte plamager, men disse passer egentlig godt som sod så jeg kom det på og agter at bruge det på fremtidige Menoth ‘jacks.
Den er ikke fantastisk, men et stort skridt fremad i forhold til da jeg fik den, og er nu noget jeg ville være bekendt at sætte på bordet.