Når man har et barn på 4 får alting personlighed, også Halloween pynten. Derfor kom der en historie om noget af den som et afbræk fra havenisserne. Der kom en til, og en spørgelseshistorie mere, der nærmest krævede at få en opfølger.
Foråret kom sagte til byhusets have.
Luften blev sød af blomsterduft, bier summede dovent, og græsset glimtede af dug som små stjerner.
I det forreste hjørne af haven, ved siden af den gamle stub, havde månefrøplanten vokset sig høj og stærk. Dens blade var formet som lysdråber – halvt sølvfarvede, halvt grønne – og de glødede svagt selv i solen. De voksne og andre, der havde glemt magien, så den dog slet ikke, så trods dens nærhed til vejen bemærkede ingen dens skønhed – ud over naboens hund og genboens kat, når den strejfede forbi på jagt efter mus og rotter.
Hver nat besøgte Naschi det lille spøgelse og Mosfløjte, midnatsgartneren, den. De tjekkede dens rødder og børstede dens glødende blade.
“Er der tegn på en blomst endnu?” spurgte Naschi en aften, mens hun svævede rundt om den som en håbefuld lanterne.
“Ikke endnu,” sagde Mosfløjte og kiggede nøje på den. “Men luften føles … forventningsfuld. Planter hvisker, når de er ved at blomstre.”
Den nat stod månen op, rund og lys – ligesom den nat, de havde reddet ildfluen. Og noget i haven rørte på sig.
En blød summen steg op fra månefrøet, først lav, så stærkere. De sølvfarvede blade begyndte at skinne. Naschi gispede. “Mosfløjte! Det sker!”
De trådte tilbage, da planten langsomt foldede en enkelt knop ud, der glimtede som en perle. Haven holdt vejret.
Så – shhhhfff! – sprang knoppen op i en blomst af rent måneskin. Dens kronblade var gennemskinnelige, og indeni glødede en lille stjerne.
“Åh, den er smuk!” hviskede Naschi. Hendes glød blafrede af ærefrygt.
Men blomsten var ikke færdig endnu. Fra dens centrum spredte en stråle af sølvagtigt lys sig ud og malede glitrende mønstre hen over forhaven – konstellationer, stjerner og hvirvlende stier som selve nattehimlen.
Og så… en stemme. Blød som en vuggevise.
“Tak,” hviskede den. “Jeg har sovet under denne have i hundrede år.”
Naschi blinkede. “Hvem sagde det?”
Blomstens glød samlede sig og formede sig til den svage kontur af en lille ånd – sart som et mælkebøttepust, med vinger som lys.
“Jeg er månefrøets ånd,” sagde den og bukkede. “For længe siden var denne have vild og glemt. Du tog dig af mig, så nu vågner jeg igen.”
Mosfløjte bukkede dybt tilbage. “Dine rødder var stærke nok til at overleve, selv når jorden glemte sin magi.”
Månefrøånden smilede. “Som en gave vil jeg velsigne din have. Ingen frost skal skade dine blomster, og hver blomst vil huske din venlighed.”
Så vendte den sig mod Naschi, der svævede tæt på med vidtåbne øjne. “Og du, lille spøgelse – du er ikke længere bundet til vægge eller vinduer. Du kan drive så langt måneskinnet rækker.”
Naschi gispede. “Virkelig? Mener du, at jeg kunne flyve hinsides haven?”
Ånden nikkede. “Ja – men husk altid, hvor dit hjerte føler sig hjemme.”
Og med det opløstes ånden sig til gnister og drev op for at slutte sig til stjernerne. Månefrøblomsten lukkede sig blidt og holdt en blød glød i midten – som et hjerteslag.
Naschi svævede højt over haven og testede sin nye frihed. Hun snurrede rundt mellem træerne, svævede over taget og så den sovende by skinne i måneskinnet. Hun følte nattevinden strejfe gennem hende som en latter.
Men da hun så sig tilbage, glødede den lille have svagt, dens månefrø skinnede som en hjemmets lanterne.
Naschi smilede. “Jeg kommer altid tilbage.”
Nedenfor vinkede Mosfløjte, lanternen hævet. “Bliv ikke ude til daggry, Naschi! Tomaterne har brug for dig!”
Naschi fnisede og hvirvlede tilbage ned i haveluften. “Kommer! Jeg ville ikke gå glip af det for noget i verden!”
Og mens de to venner arbejdede side om side under månens bløde blik, svajede månefrøet blidt – dets lys pulserede i rytme med hjerteslaget i deres lille verden.
🌿👻✨
Det viser sig, at magi ikke kun ligger i blomsterne, der blomstrer – den ligger i vennerne, der hjælper dem med at vokse.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens