Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde, og nu hen mod jul er julenisserne så også kommet med.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Rejsen til julenissernes vinterskov🌲✨
Det gamle hus på landet var varmt og glødende af lanterner, og sneen føg sagte uden for vinduerne. Indenfor sad havenisserne Gregers og Herbert helt stille på deres pladser om dagen, mens menneskene travlt beskæftigede sig med at forberede sig til højtiden.
Men da natten faldt på, og huset blev stille …
✨ Kom have- og julenisserne til live. ✨
De besøgende julenisserne lød begejstrede, mens de samledes foran den store radiator i stuen.
“Vi har en overraskelse,” hviskede den store nisse, mens hans lanterne glimtede.
“Et vintereventyr,” tilføjede nissen med den stribede bluse med et blink.
Nissen med sin ridegris trådte frem og bukkede dybt.
“Vi vil have, at I besøger vores hjem i den dybe Vinterskov!”
Gregers blinkede.
Herbert gispede.
“Jeres hjem? Den magiske skov, hvor julestøvet kommer fra?”
“Netop den ene,” sagde grisenisssen stolt. “Det er på tide, at I ser, hvordan julenisser tilbringer vinteren.”
Ud i den månebelyste nat
Den nat, pakket ind i deres varmeste tørklæder, vanter og bløde huer, fulgte havenisserne efter julenisserne ud af det gamle hus dør.
Verden udenfor var sølvfarvet af måneskin. Snefnug drev som små stjerner, og den eneste lyd var det bløde knas-knasen af frosten under deres støvler.
Julenisserne førte an gennem den sovende have, forbi frostdækkede hække, over den frosne mark og ind i skoven bagved – en skov, havenisserne kun nogensinde havde set på afstand.
Efterhånden som de gik dybere, voksede træerne sig høje og gamle. Deres grene krøllede sig sammen som beskyttende arme, og deres bark glimtede med en svag magisk glød.
“Denne vej,” sagde den store nisse og løftede sin lanterne.
Den frosne jord under dem blev lysere.
Små glødende fodspor viste sig – de ledte dem fremad.
“Julenisserne stilys,” hviskede Herbet med ærefrygt.
Julenisselandsbyen
Pludselig åbnede træerne sig i en lysning, og havenisserne gispede.
Der, puttende sig blandt rødderne af kæmpe grantræer, stod julenissernes landsby.
Små vinduer glødede gyldne i træstammerne. Snedækkede tage funklede med frostkrystaller, der sang, når vinden blæste. Reb af istappelygter hang mellem grenene og funklede af magi.
Julenisserne pilede rundt overalt – de bar bundter af kanelstænger, pudsede kaneklokker, rørte i gryder med glødende vintersuppe og bandt bånd om snebær.
Luften duftede af fyrrenåle og varmt ristet sukker.
“Velkommen til vores hjem,” sagde nissen med den stribede bluse stolt.
Magisk vintersjov
Havenisserne fik en stor rundvisning.
De så Snefnugværkstedet, hvor julenisserne udskar små iskrystaller, der flød op i himlen og blev til rigtige snefnug.
De besøgte Kristtornhallen, hvor elverne øvede sig i at synge vintersange, der rejste med vinden.
De kørte endda ned ad den glitrende rutsjebane, en lang spiral af frossent stjernestøv, der fik alle til at grine så højt, at uglerne tudede af overraskelse.
Gregers susede ned, med skægget flagrende.
Herbert snurrede rundt som et snefnug.
Den mindste nisse landede på hovedet og fnes så kraftigt, at hendes klokker klang i et helt minut.
Skovens Hjerte
Efterhånden som natten blev mørkere, bragte julenisserne havenisserne hen til et højt, gammelt træ med en stamme bredere end det gamle hus køkken.
Inde i dets hulrum var et varmt rum fyldt med grene, mos og små lys.
“Dette er vores samlingssted,” sagde den ene nisse sagte. “Hvor vinterønsker fremsættes.”
Hver nisse lagde en hånd på den glødende midterstub.
“I aften,” sagde nissen med grisen, “fremsætter vi et ønske for vores nye venner.”
Alle julenisser hviskede:
“Må Gregers og Herbert altid finde varme, undren og vintermagi.”
Stubben glødede klarere – og en blød varme spredte sig gennem rummet og indhyllede nisserne som et blidt kram.
Herbert tørrede en glædeståre.
Gregers rømmede sig og lod som om, han ikke også havde en i øjenkrogen.
Farvel i sneen
Endelig var det tid til at vende tilbage, før menneskerne vågnede.
Julenisserne fulgte havenisserne tilbage til skovbrynet.
“I er altid velkomne i Vinterskoven,” sagde en af skovens julenisser.
“I er julenisserne venner,” tilføjede en anden.
“Hold vores magi varm i jeres hjerter,” sagde en skovnisse, der stod en stor grydeske frisk fra risengrøden.
“Og besøg dem snart igen,” sagde den tykkeste nisse, der tydeligvis var grunden til at den anden havde en ren ske, med et buk.
Gregers og Herbet krammede hver nisse, deres hjerter glødende af taknemmelighed. Deres julenisse-gæstevenner førte an og hjalp dem med at finde vej ud af skoven igen.
Da nisserne krydsede den sneklædte have mod bondegården, vendte de sig om en sidste gang.
Skovens julenisser vinkede fra træerne – små silhuetter, der glødede i måneskinnet.
Og havenisserne vidste, at denne vinter ville blive deres mest magiske til dato.
Slut. 🌲✨🧝♂️🧙♀️
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens