Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde, og nu hen mod jul er julenisserne så også kommet med.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Sneen dækkede stadig den gamle gårdhave, selvom den nu glimtede med en anden slags magi – magien fra et år, der var ved at være slut. Menneskene var travlt optaget af at forberede sig til nytårsaften, nynne melodier og sætte snacks frem.
Havenisserne Gregers og Herbert så stille til fra deres pladser ved vinduet og indgangen. De vidste dybt i deres keramikhjerter, at denne nat ville blive bittersød.
For julenisserne pakkede deres små tasker. Deres tid i det gamle hus på landet var næsten forbi.
Et blidt farvel
Da midnat nærmede sig, og menneskerne gik ovenpå, vågnede havenisserne til live som sædvanligt. Men i aften føltes det anderledes. Julenissernes støvler klang sagte, uden deres sædvanlige jubelråb.
Den store nisse med lanternen trådte frem først.
“Venner,” sagde han med en bævrende stemme, “det er næsten tid for os at vende tilbage til Vinterskoven.”
Herberts malede smil kunne ikke skjule hans tristhed.
“Allerede? Men vinteren er lige begyndt!”
Den mindste julenisse gav ham et varmt kram om knæene.
“Vi må vende tilbage, før den store stjerne falmer. Den leder vores vej hjem.”
Julenissen med den stribede trøje nikkede og rettede på sin taske med kanelbark og snebærfrø.
“Vi kommer igen næste jul… hvis vinden er venlig.”
Gregers rømmede sig, skægget dirrede.
“Du har bragt lys til vores vinter. Mere end du ved.”
Nissen på grisen tørrede en tåre af sin glitrende kind.
“Og du har givet os et hjem, da stormen skubbede os væk fra vores.”
De samledes tæt under det pyntede træ, hvor de havde fejret juleaften sammen. Lysene glødede sagte omkring dem, som om de lyttede.
Nissen med trompeten hviskede:
“Vi vil savne jer, gårdhus-havenisser.”
“Og vi jer,” mumlede Herbert.
Så omfavnede hver nisse havenisserne – små arme, små klokker, små snøfterier.
Endelig trådte de ind i en sølvfarvet cirkel af måneskin nær vinduet. Snefnug bevægede sig omkring dem som blide vinger.
Med en hvirvel af gnister var nisserne væk… tilbage i den dybe Vinterskov.
En stille, tung stilhed
I et langt øjeblik stod nisserne tavse under træet.
Værelset føltes for stille.
For tomt.
For stille.
Herbert satte sig ned på en udpakket gave og sukkede.
“Huset føles større uden deres latter.”
Gregers nikkede langsomt.
“Det gør det. Men deres venskab er ikke forsvundet. Det vil det aldrig.”
Alligevel … føltes deres hjerter tunge.
Et nytårslys
Senere, da menneskene gik udenfor til nytårsnedtællingen, smuttede havenisserne hen til vindueskarmen for at se på.
Ved midnatstid sagde det
BOOM! FWOOSH! KNITTER!
Fyrværkeri bragede hen over himlen over det sneklædte landskab.
Røde, grønne, sølvfarvede, blå farver – blomstrede som kæmpeblomster i mørket.
Herbert gispede.
Gregers øjne blev store.
“Åh, Gregers… se!” hviskede han.
Nattehimlen glimtede som selve Vinterskoven.
Hvert fyrværkeri funklede som nissemagi.
Som om nisserne vinkede farvel langvejs fra.
Gregers smilede blidt.
“Det er, som om de sender os nytårsønsker.”
Herbert nikkede, en varm glød sænkede sig i hans hjerte.
“Så lad os sende et tilbage.”
De stod side om side – to små havenisser i en kæmpe verden – og så de klare lysblomster stige op og visne.
Og for første gang siden julenisserne tog afsted, lettede tristheden.
Godt nytår
Mens det sidste fyrværkeri glimtede og faldt som en drivende stjerne, holdt Gregers en lille tale:
“Dette år vil bringe nye vidundere. Nye venner. Ny magi. Og når vinteren kommer igen…”
Herbert afsluttede sætningen med et håbefuldt smil.
“Vores julenissevenner vender tilbage.”
De bankede deres små træstøvler sammen i en nisse-stil hilsen.
“Godt nytår, Herbert.”
“Godt nytår, Gregers.”
Udenfor lå haven stille under sneen.
Indenfor glødede nissernes hjerter af varme og muligheder.
Og langt væk, i den dybe vinterskov, kiggede julenisserne op på det samme fyrværkeri og smilede også.
Slut. 🎆✨💖