Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde, og nu hen mod jul er julenisserne så også kommet med.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Haven bag det gamle bondehus lignede slet ikke længere en have.
Det var en hvid verden nu – glatte snebakker, frosne skygger og stilhed så dyb, at det føltes som der ingen lyde var.
Fra deres pladser ved vinduet og pejsen så Gregers og Herbert måneskinnet vælte hen over sneen.
“Jeg har aldrig set den så dyb,” hviskede Herbert.
“Heller ikke jeg,” sagde Gregers. “Haven er blevet til noget … større.”
Da huset faldt i søvn, og uret langsomt tikkede mod midnat, vågnede havenisserne til live. De svøbte sig i tørklæder, trak deres hatte ned og åbnede bagdøren lige akkurat nok til at smutte udenfor.
Kulden strømmede ind med det samme – skarp, ren og bidende.
Ind i snehavet
I starten var sneen let.
De vraltede langs den velkendte sti, støvlerne knasende sagte.
Men bag stien steg sneen højere … og højere … indtil den nåede deres knæ, derefter deres taljer.
“Forsigtig,” advarede Gregers. “Det her er ikke almindelig sne.”
Herbert tog et skridt mere – og forsvandt med et plop!
“HERBERT!”
Gregers sprang frem og sank også. Sneen slugte dem op til deres skuldre, kolde krystaller pressede ind fra alle sider. De sparkede med tunge arme og ben fanget i de hvide masser.
“Det er som at være i et frossent hav!” gispede Herbert.
Et øjeblik flagrede frygten i deres gipshjerter. Sneen var stille og kraftfuld og holdt dem fast.
Gregers satte sine støvler solidt på jorden, skubbede af al sin kraft og trak Herbert fri. De kravlede sammen op på en lille drive, gispende, sneen klamrede sig til deres skæg og frakker.
De sad der i lang tid uden at sige noget.
Vinterens majestæt
Så kiggede Herbert op.
Over dem strakte himlen sig uendeligt – dybblå og spredt med stjerner. Frost glimtede på hver gren. Havehegnet rejste sig som en bjergryg. Det gamle æbletræ stod pakket ind i is og skinnede, som om det var udskåret af krystal.
Vinden hviskede sagte hen over sneens overflade.
“Det er … smukt,” sagde Herbert stille.
Gregers nikkede med lav og rolig stemme.
“Hård. Farlig. Og smuk.”
De indså da, at vinteren ikke var grusom – den var stærk.
Den hvilede.
Den sov.
Og den bad verden om at gøre det samme.
Sneen havde ikke forsøgt at skade dem. Den var simpelthen – dyb og kraftfuld og ærlig.
En blid tilbagetrækning
Forsigtigt gik havenisserne tilbage, kravlede hvor de skulle, hjalp hinanden og respekterede sneen i stedet for at kæmpe imod den.
Da de nåede døren, var deres støvler tunge, deres tørklæder tilfrosne, og deres hjerter fulde.
Indeni svøbte varmen sig om dem som et kram.
Herbert kiggede tilbage gennem glasset på den månebelyste have.
“Vi erobrede ikke vinteren,” sagde han.
“Nej,” svarede Gregers med et smil. “Vi var vidne til den.”
De vendte tilbage til deres pladser før daggry, stille og rolige igen.
Men hvis du kiggede nøje efter den morgen, kunne du måske se to små stier i sneen – der førte lige et stykke ud over stien og stoppede, hvor sneen blev dyb…
…der hvor haven bliver noget vildt og vidunderligt igen.
Slut. ❄️🌙🧙♂️🧙♀️
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens