Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Sneen slap endelig taget.
I haven bag det gamle bondehus løsnede vinteren sine iskolde fingre, og små vandløb begyndte at løbe mellem stenene. Luften duftede fugtig og frisk, som om verden lige havde taget en dyb indånding.
Fra vinduet ved indgangen til huset så Gregers og Herbert nøje til.
“Hør,” sagde Herbert sagte.
“Den lyd?” Gregers smilede. “Det er haven, der vågner.”
Den nat, da huset blev stille, pakkede nisserne sig ind i lettere tørklæder og gik udenfor. Deres støvler sank ned i den bløde jord i stedet for at knuse sne.
Is-pyt-lege
Haven var oversået med vandpytter – klare og kolde, med tynde islag, der flød ovenpå.
Herbert hoppede ned i den første.
KNÆK – PLASK!
“Åh! Det er koldt!” lo han og hoppede lige ud igen.
Gregers fulgte efter og hoppede med begge fødder. Vand plaskede op og frøs hans skægspidser til på et øjeblik.
Snart løb de fra vandpyt til vandpyt, stampede på is, gled hen over mudder og lo så højt, at selv det nu knapt så skæve hegn syntes at knirke af morskab.
“Pas på!” sagde Gregers mellem fnis.
“Passe på kan jeg gøre når det er sommer,” svarede Herbert og sprang igen.
Redning af de sovende rødder
Mens de legede, bemærkede Herbert noget bekymrende.
Vand samlede sig omkring rosenbuskens rod og gennemvædede jorden, hvor rødderne sov.
“Det går ikke,” sagde han alvorligt. “For meget vand kan drukne en plante, før den vågner.”
Så gik nisserne i gang.
Ved hjælp af pinde, småsten og deres stærke små hænder huggede de små kanaler gennem mudderet og ledte vandet blidt væk fra rødderne og hen mod stien, hvor det kunne løbe frit.
Vandet sivede lydigt ned.
“Så,” sagde Gregers stolt. “Lad rødderne ånde.”
Omkring dem syntes haven at sukke af lettelse.
At hjælpe de sultne Venner
Nær hækken kiggede musene nervøst frem. Vinteren havde været lang, og maden var knap.
“Der er næsten intet tilbage,” peb den største mus.
“Jorden er stadig søvnig,” tilføjede den mindste mus.
Herbert knælede ned.
“Så leder vi sammen.”
Havenisserne og musene ledte omhyggeligt:
Under gamle blade efter glemte frø
Under æbletræet efter visnet frugt
Langs hegnet efter tørre bær, der stædigt klamrede sig til deres stilke
Gregers løftede en træstamme lige nok til, at den mindste mus kunne pile nedenunder.
“Agernkrummer!” jublede den lille mus.
Da månen stod højere op, havde de samlet en lille, men værdifuld bunke – nok til at vare, indtil de første grønne skud dukkede op.
Musene krammede nisserne, deres knurhår dirrede af lettelse.
“Foråret kommer altid,” sagde Herbert blidt. “Selv når det går langsomt.”
Mudder, vand og håb
Mens daggryet kom, stod nisserne midt i haven med mudrede støvler, fugtige ærmer og fulde hjerter.
Vandet løb, hvor det skulle.
Rødderne hvilede trygt.
Vennerne fik mad.
Haven var ikke grøn endnu – men den var levende.
Gregers kiggede ud over den bløde, skinnende jord.
“Vinteren prøvede os,” sagde han.
“Og nu,” smilede Herbert, “hjælper vi alting med at begynde forfra.”
De vendte tilbage indenfor lige før morgenen, og frøs igen til ro.
Men udenfor glimtede små kanaler i mudderet, musespor førte til skjulte forråd, og vandpytterne blev langsomt stille.
Og dybt under jorden mærkede haven omsorgen – og begyndte endelig at vokse.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens