Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og haven der vågnede op
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de meget små nisser ved kaffemaskinen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og fredsaftalen i garagen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og natten med for mange knurhår
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
Det tidlige forår var kommet … eller i det mindste tænkte det på at komme.
Sneen var væk. Jorden var blød. Luften duftede fugtig og håbefuld. Men træerne bag haven stod stadig for det meste bare, deres grene tynde og grå mod himlen.
Fra bagsiden af gårdhaven rejste sig en meget høj stang – højere end æbletræet, højere end ladens tag, højere end alt andet end selve himlen. På toppen var der mærkelige metalarme og runde former, som menneskerne kaldte antenner.
Gregers havde altid kaldt det
“Det Lyttende Træ Uden Blade.”
En morgen stod Herbert med hænderne i siden.
“Vi kan ikke vente evigt,” sagde han. “Vi må vide det – kommer foråret virkelig?”
Gregers strøg sig over skægget.
“Der er kun én måde at se ud over hækken og trægrænsen.”
De kiggede begge op.
På stangen.
Beslutningen om at klatre
Nu er havenisser normalt ikke klatrere. De foretrækker fast jord, robuste sten og pålidelig jord.
Men de var nysgerrige.
Og nogle gange er nysgerrighed stærkere end komfort.
De viklede strimler af stof om deres hænder for at få greb. Gregers strammede bæltet. Herbert rettede på sin hat.
“Hvis vi falder,” sagde Gregers alvorligt,
“sigter vi mod bunken af visne blade.”
“Meget blød landing,” svarede Herbert.
Og op begyndte de at klatre.
Den Lange Vej Op
Pælen var kold og glat i starten, men den havde små kamme og bolte, der gav fodfæste til målrettede nisser.
Op forbi havehegnet.
Op forbi garagens tag.
Indtil huset så lille ud, og haven blev et lappetæppe under dem.
Vinden blev stærkere.
Herbert holdt en pause og klamrede sig fast til den.
“Det føles anderledes heroppe,” råbte hun.
“Som om himlen er tættere på.”
Gregers nikkede, selvom han var forsigtig med ikke at se ned.
Endnu højere klatrede de, indtil de nåede en tværstang lige under metalantennerne. Der trak de sig op og satte sig side om side med støvlerne dinglende over verden.
De var nu over trægrænsen.
Den vide udsigt
For første gang kunne de se toppen af træerne strække sig langt ud i det fjerne – skoven bag markerne, bakkerne forbi bækken.
Træerne tættest på huset var stadig grå og bare.
Men længere væk…
Herbert gispede.
“Se!”
Helt oppe i toppen af de fjerne træer var der det svageste glimmer af grønt. Ikke klart. Ikke dristigt. Men der – som en hvisken malet langs grenene.
En blød dis af nyt liv.
Gregers kneb eftertænksomt øjnene sammen.
“Foråret,” sagde han langsomt, “har begyndt sin rejse.”
Det grønne var ikke overalt. Det havde endnu ikke nået deres have.
Men det var på vej.
Som en bølge, der bevægede sig stille hen over landet.
Et Øjeblik Over Verden
De sad der et stykke tid endnu og lod vinden hive blidt i deres hatte.
Nedenfor dem pustede skorstenen sagte. Garagetaget glimtede. Haven ventede tålmodigt.
Deroppe følte de sig små – men ikke ubetydelige.
“Alt tager tid,” sagde Herbert sagte.
“Selv foråret,” svarede Gregers.
Verden hastede ikke. Den udfoldede sig.
Og de havde set den med deres egne øjne.
Den forsigtige nedstigning
Det gik langsommere at klatre ned end at klatre op.
Deres arme rystede. Deres støvler gled en eller to gange. Men endelig nåede de den bløde jord igen.
De stod stille ved siden af den høje stang.
Haven så ud som før – brun jord, stille grene.
Men nu vidste de noget, haven endnu ikke vidste.
Gregers smilede.
“Den er på vej.”
Herbert nikkede med strålende øjne.
Og fra den dag af, når vinden ændrede sig, og luften føltes bare en smule varmere, kiggede havenisserne mod de fjerne trætoppe – og huskede det svage grønne skær over verden.
Foråret var på vej.
De havde set det først.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens