Når man har et barn på 4 får alting personlighed, også Halloween pynten. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om det som afbræk til Havenisserne, til hendes meget store glæde.
Selvom Halloween er længe ovre, og jeg forventede ikke at skrive flere historier om det lille spøgelse, men Anika har jævnligt spurgt om hun kunne få flere historier med hende. Derfor tænker jeg at der kommer flere sammen med historierne om havenisserne, de i sommerhuset, spøgelset ved vores "normale" hus (og måske crossovers indimellem...)
- Det lille spøgelse og skeletbamsen
- Det lille spøgelse og midnats-gartneren
- Det lille spøgelse og Mosfløjte og hemmeligheden under træstuppen
- Det lille spøgelse og Mosfløjte og den blomstrende måneblomst
- Det lille spøgelse og rejsen til det gamle hus
- Det lille spøgelse og den lange, stille vinter
- Det lille spøgelse og mysteriet om de hængende æg
Foråret havde lagt sig varmt over rækkehuset. Haven var igen fuld af farver, og indenfor føltes stuen lys og hyggelig.
Naschi, det lille spøgelse, var tilbage på sin sædvanlige plads – hun lod som om, hun var den bløde skeletbamse på sofaen. Hun lå helt stille med sit syede grin vendt mod vinduet, mens sollyset strømmede hen over hynderne.
Men noget føltes… anderledes.
Der var en ny tilstedeværelse i rummet.
Naschi ventede, indtil huset blev stille. Så, meget forsigtigt, gled hun ud af sin plysforklædning og svævede opad.
“Hallo?” hviskede hun.
Fra hjørnet af rummet kom en blød knirken… stræk… knirken.
Og så foldede noget sig ud…
Det var ikke et spøgelse.
Det var ikke et menneske.
Det var en plyskanin – men ulig nogen, Naschi nogensinde havde set.
Den havde meget lange ben, næsten for lange, med bløde stofknæ, der strakte sig så benene vaklede, mens den stod. Dens ører vippede dovent til den ene side, og dens syede øjne blinkede vågent med en blid, søvnig nysgerrighed.
“Åh!” gispede Naschi. “Du er også i live!”
Kaninen vippede hovedet og vinkede så langsomt og venligt.
“Tja… kun når der er stille,” sagde den med en blød, let hoppende stemme. “Jeg er Wagatu.”
“Wagatu?” gentog Naschi henrykt. “Det er et vidunderligt navn!”
“Tak,” sagde Wagatu og vaklede fremad på sine lange ben. “Jeg flyttede ind under foråret for nogle år siden, men har sover meget i garagen. Jeg var i en kasse derude. Det var meget mørkt. Jeg var ikke sikker på, om jeg nogensinde ville strække mig igen.”
Naschi svævede i en glad cirkel omkring ham.
“Jeg ved, hvordan det er! Jeg lader som om, jeg er en skeletbamse om dagen. Det er hyggeligt, men nogle gange har man bare brug for at bevæge sig!”
Wagatu nikkede ivrigt – hans lange ører hoppede.
“Ja! Det er meget vigtigt at bevæge sig. Også at hoppe. Selvom jeg stadig er ved at lære ikke at snuble.”
Han prøvede et lille hop – og vaklede straks sidelæns ned i en pude.
Naschi fnes. “Det var et rigtig godt næsten-hop.”
“Tak,” sagde Wagatu stolt og rodede sine ben ud.
De sad sammen på sofaen og så det bløde lys skifte hen over rummet.
“Bor du her?” spurgte Wagatu.
“Ja,” sagde Naschi. “Og også i haven. Min ven Mosfløjte tager sig af alt om natten.”
Wagatus syede øjne blev store. “En gartner? Åh, jeg kan godt lide haver. De virker som steder, hvor ting forstår hinanden.”
“Det er de,” sagde Naschi varmt. “Jeg kunne tage dig derhen engang.”
“Det ville jeg meget gerne,” sagde Wagatu. Så lænede han sig tættere på og hviskede: “Ved menneskerne om dig?”
Naschi rystede på hovedet. “Nej. Men jeg tror … nogle gange kan de mærke det.”
Wagatu smilede – et blødt, sammensyet smil, der på en eller anden måde føltes meget ægte.
“Jeg tror, de også kan lide mig. Den lille pige krammede mig i morges. Hun sagde, at jeg var ‘lige som jeg skal være’.”
Naschis glød blev lysere. “Det betyder, at du hører til her.”
Et øjeblik sad de begge stille og lyttede til det tikkende ur og den fjerne raslen fra haven udenfor.
Så strakte Wagatu forsigtigt sine lange ben hen over sofaen.
“Skal vi være venner?” spurgte han.
Naschi tøvede ikke.
“Åh ja,” sagde hun. “Meget gerne.”
Og sådan blev de det.
Den aften viste Naschi Wagatu, hvordan man bevægede sig uden at få gulvet til at knirke. Wagatu viste Naschi, hvordan man balancerer på sofaryggen (selvom det tog et par forsøg).
De hviskede historier, så på måneskinnet og lo sagte, når Wagatus ben blev viklet ind i hinanden.
Og da morgenen kom, vendte de tilbage til deres pladser –
Naschi som skeletbamsen,
Wagatu som den langbenede kanin –
begge helt stille, begge stille smilende.
Men nu gemmer stuen på endnu en hemmelighed.
To, faktisk.
Nogle gange begynder de bedste venskaber med et stille “hej” … og en fælles forståelse af, hvad det vil sige at komme til live, når ingen ser på.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens