Efter at have malet dæmon staff til mit Nurgle Blood Bowl hold sidste vinter (jeg burde virkelig få malet dets læge så det er helt færdigt og kan fremvises samlet) kom Corona omkring min fødselsdag, så jeg fik trang til at male mere Nurgle med hudfarver fordi det gør dem om muligt endnu mere gustne end med grøn hud. Derfor endte min kone med at give mig den ny Great Unclean One bare for at fremvise glæden ved Nurgle i håb om at holde sygdommen væk (og det har virket hidtil).
Efter en del overvejelser endte jeg med at samle den som Rottigus, omend jeg nok for temaets skyld vil kalde den noget andet (Korr’nah Koh’viid f.eks.)
Jeg er godt tilfreds med den, jeg har fået mange gode teksturer frem og gode spil i hudtonerne. Der er ikke så meget kontrast i dens skema, hvilket dog passer med temaet, men jeg har forsøgt at modvirke det en smule med dens blå hætte og rigelige mængder effektmalinger med lak til blod og slim. De små nurglings er også tænkt som kontraster – og hyggestemning.
Endnu engang overtager en GUO æren som både den flotteste og grimmeste figur jeg har malet hidtil vil jeg sige.