Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Hun blev så glad for den sidste historie at hun næsten har fået den fortalt hver anden aften siden, så her er den næste historie om nisserne.

Haven bag det gamle bondehus var normalt et roligt og lykkeligt sted.
Havenissen Herbert vandede sin elskede kløver (selvfølgelig lod han som om – hans vandkande hældte aldrig en dråbe), mens Gregers pudsede sin røde hat, indtil den skinnede som et bær i solen.

Musene pilede mellem bregnerne og hvinede af grin. De var for længst holdt op med at drille nisserne. Nu legede de alle sammen hver aften, når lyset i huset var slukket.

Men en aften føltes luften mærkelig.
Skyerne rullede ind som grå kæmper. Vinden begyndte at hviske gennem hækken, og havelågen smækkede op og i.

“Det ser ud til at en storm er på vej,” sagde Gregers medens han strøg sit skæg.

„Det er bedst, at alle finder ly,“ tilføjede Herbert, mens han samlede musene under den gamle urtepotte ved væggen.

Så — BRAG!

Et stort vindpust bragede ind i huset og hegnet ved havens side begynde at hælde faretruende.

Vinden hylede og fløjtede og rystede nisserne på deres steder på bakken. Tujaen bøjede sig lavt, og blomsterkrukker rullede hen over terrassen.

“Hold godt fast!” råbte Herbert.

Men musene var små – altså meget små. Et pludseligt vindstød fejede gennem haven, og før nogen kunne blinke, var den ene løftet helt op fra jorden!

“Vores ven!“ peb de to andre, men vinden var for høj til at høre. Den lille mus tumlede over hegnet, over vejkanten og – åh nej! – over den store vej nær det gamle hus.

Da stormen endelig lagde sig, var haven et rod af forrevne blade, knækkede grene og mudrede vandpytter. Gregers hat var skæv. Herberts vandkande stod på hovedet.

Og den lille mus var ingen steder at finde.

“Vi må finde ham,” sagde Herbert bestemt.

“Aye,” sagde Gregers. “Ingen mus efterlades.”

Så ved daggry, da det første gyldne lys rørte det våde græs, begav de to nisser og musene sig ud på deres rejse ud af haven – noget ingen havenisse nogensinde havde gjort.

De klatrede over det skrånende hegn, hjulpet af den ene mus hurtige tankegang og den anden mus kraftige hale. Så kom den store vej – bred, grå og skræmmende.

“Vi kommer aldrig over den!” sagde den anden mus.

Men Herbert pegede på en gammel gren, der var landet ved siden af det nu skæve hegn og lå skråt over vejen så bilerne kørte uden om den. På den måde den måde var der ikke megen vej de skulle over, for at komme til anden side. “Vores gangbro,” sagde han med et smil.

En efter en listede de over – vaklende og holdt vejret, hver gang en bil susede forbi. Vinden lugtede stadig af regn, og vandpytter glimtede som små søer.

På den anden side ledte de gennem højt græs og vilde blomster indtil –

“Mus! Herovre!” råbte Gregers.

Der, under et blad så stort som en hat, sad den tredje mus, rystende men sikker.

“I fandt mig!“ hvinede han. “Vinden bar mig hele vejen over!“

Herbert svøbte ham i et tæppe af tørt løv, og Gregers løftede ham op på hans skulder.

Sammen krydsede de vejen og grenbroen igen, skridt for skridt, indtil den gamle have kom til syne – mudret, rodet, men stadig hjemlig.

Den nat, under de funklende stjerner, sad nisserne og musene sammen ved et revnet bål i en urtepotte (oplyst af sankthansorme, selvfølgelig).

“Storme kan blæse os fra hinanden,” sagde Gregers sagte, “men venskab bringer os altid tilbage.”

Og musene nikkede alle sammen og puttede tæt. Haven var stadig rodet efter stormen, men på en eller anden måde føltes den mere sikker – og varmere – end nogensinde før.

Slut. 🌧️🧙‍♂️🐭🌈

---

Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens