Denne historie er lavet ud fra min Warhammer: Age of Sigmar Khorne faktion
Jeg fik for nogle år siden den enorme Archaon figur i fødselsdagsgave af min kone, og jeg har samtidig har en mindre mængde Khorne figurer tilbage. Denne historie et således et forsøg på at fyre op under mig selv igen i forhold til disse - om end min høfeber desværre gør at jeg ikke har øjne til at male ret meget for tiden.
Himlen over Ildens Rige* brændte stærkere end normalt, da Archaon kom til Nguni.
Stammelandsbyen lå på sortbrændt sten, dens hytter omgivet af pæle med kranier og bannere stivnede af gammelt blod. Kong Mnungni herskede her gennem styrke alene, hans folk smedet i endeløs krig og rituel slagtning, deres bønner blev skreget snarere end talt. Fremmede, der krydsede Ngunis grænser, blev som regel slagtet, før deres navne kunne blive spurgt efter.
Men denne gang syntes selve jorden at knæle.
Archaon den Evigt Udvalgte* red frem uden en hær, og alligevel bøjede varmen sig omkring ham, som om den var bange. Hans rustning opslugte ildens skær, og luften smagte af jern og skæbne. Da Ngunis krigere strømmede til klipperne, økser hævede og hylende i kor, døde deres råb i deres struber. De mærkede det da: en tilstedeværelse, der oversteg selv deres blodrasende guds vrede, der fyldte dem. Ikke trods. Ikke frygt. Genkendelse.
Kong Mnungni steg ned fra sin trone af smeltet obsidian og knogler. Han knælede, panden presset mod den svedne jord, en gestus ingen fjende nogensinde havde fremtvunget fra ham. Stammen fulgte, hundredvis af dræbere, der bøjede sig som én, deres hengivenhed ikke vendt væk fra blodsudgydelse, men opad mod noget, der legemliggjorde det fuldkomment.
Archaon krævede ingen tiende. Han truede ikke. Han gik blot gennem Nguni som en kejser, der inspicerer en loyal provins. Ildene blussede højere ved hans passage. Krigere slog sig på brystet og frembar friske kranier, ikke som bestikkelse, men som æresgaver. Den Evigt Udvalgte accepterede intet af det, men afviste det heller ikke.
Da han til sidst vendte sig for at gå, rejste Kong Mnungni sig kun længe nok til at sværge evig loyalitet i ild og blod. Archaon svarede med et enkelt nik.
Det var nok.
Længe efter han forsvandt ind i den brændende horisont, ville Ngunis folk fortælle historien ikke som en erobring, men som et besøg—dagen hvor deres gud anerkendte en større, og deres landsby stod ubrudt under hans skygge.
* Burde jeg lade det forblive det engelske Realm of Fire og Archaon the Everchosen? Det virker kikset at blande sprog; jeg kunne selvfølgelig holde alt på engelsk, men samtidig vil jeg gerne holde fast i vores danske sprog.
Historien et samtidig forsøg på at se hvor tæt de store AI-modeller kan komme kendte IP'er, og som det kan ses: meget tæt. Den rammer skræmmende godt stilen i de Warhammer noveller vi finder på deres hjemmeside og i White Dwarf magasinet. Nu jeg er blevet sat til at undervise i abominable intelligences må jeg jo hellere udforske det og udnytte teknologien til at understøtte mine hobbyer - kættersk, jeg ved det, men hvis der ingen kættere sker der ingen udvikling, og som værktøj til at få mig selv i gang er det jo en god ting. Så kan der med tiden komme rent menneskeskabte ting igen, når jeg har hovede til det.
Note for god ordens skyld skulle nogen være i tvivl: Teksten er skrevet og billedet er lavet med støtte af kunstig intelligens. Jeg brugte en del tid på at få flest mulige detaljer fra det jeg tidligere har skrevet om faktionen med i den indledende prompt og så rettet resultatet til.