Når man har et barn på 4 får alting personlighed, også Halloween pynten. Derfor kom der en historie om noget af den som et afbræk fra havenisserne. Der kom en til, og her endnu en spøgelseshistorie, det er om at få dem ud medens det er sæson.
Månen var stor og rund den nat – så rund, at den så ud, som om den kunne rulle direkte ned fra himlen. Byhusets have skinnede sølv, og alt føltes bare en lille smule ekstra magisk.
Naschi, det lille spøgelse, svævede lykkeligt over blomsterbedene og slæbte glimt af blødt lys bag sig. Hendes bedste ven, Mosfløjte, midnatsgartneren, var travlt optaget af at polere sin agernlygte, indtil den glimtede.
“I aften føles speciel,” sagde Naschi og hvirvlede rundt i luften. “Haven summer højere end normalt.”
Mosfløjte vippede sit mosbegroede hoved. “Hmm, du har ret. Jorden hvisker om noget …” Han lagde et lille øre mod jorden. “Det kommer fra den gamle træstub i forhaven.”
Naschi svævede tættere på. Stubben var i hjørnet af forhaven, beskåret og tilsyneladende ikke levende mere. Det var et af de steder, alle troede bare var der – men på en eller anden måde syntes den altid at holde øje.
De to venner sneg sig tættere på. Naschis glød fik skyggerne til at danse. Mosfløjte fejede et par blade væk og gispede. “Åh nej! Nogen er fanget!”
Nede i en fordybning ved foden af stubben blafrede en ildflue svagt. Dens lille lys blinkede til og fra, svagere hver gang. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro det var en refleksion fra gadelyset fra vejen ved siden af.
“Åh nej,” hviskede Naschi. “Den må være faldet ned!”
Mosfløjte knælede og trak i et virvar af rødder. “Disse rødder er for stramme. Vi bliver nødt til at løsne dem uden at skade stubben. Den er gammel – ældre end os begge tilsammen!”
“Jeg kan hjælpe,” sagde Naschi og pustede op af beslutsomhed. Hun flød ned i hullet og begyndte at kilde rødderne med spøgelsesagtige briser. De rystede og flyttede sig, lige nok til at Mosfløjte kunne glide ind med sin lille haveskovl.
“Forsigtig … blidt nu …” mumlede Mosfløjte og lirkede et hul, der var bredt nok til, at ildfluen kunne vride sig fri.
Ildfluen summede svagt ned i Naschis hænder, dens glød blafrede som et træt stearinlys.
“Stakkels,” sagde Naschi sagte. “Den er så kold.”
Mosfløjte tog sin mosbegroede hat af og svøbte det lille insekt indeni. “Lad os varme dig op.”
Naschi svævede i en langsom cirkel omkring dem og glødede klarere og klarere, indtil hendes lys fyldte hulrummet. Ildfluen blinkede én gang … to gange … og så – ping! – blussede dens lys op som en lille gylden stjerne.
“Yay!” klappede Naschi. “Den skinner igen!”
Ildfluen susede rundt om deres hoveder i glade løkker, før den satte sig på Naschis næse. Den glødede så klart, at selv de sovende tusindfryd kiggede op.
“Tak,” summede den med en stemme så blød som vindspil “Jeg var faret vild i stormen og gemte mig her. Rødderne lukkede sig om mig.”
Mosfløjte bukkede. “Alle levende ting er velkomne i vores have, men ingen bør være fanget.”
Ildfluen blinkede. “Så skal jeg give dig en gave.”
Hun fløj i langsomme spiraler over stubben, og idet hun gjorde det, sank hendes gyldne lys ned i træet. En blød summen fyldte luften, og pludselig – knæk! – rev toppen af stubben sig op lige nok til at afsløre en lille, skjult dør.
Naschis øjne blev store. “En dør!”
Indeni var et hulrum fyldt med glødende svampe, glatte småsten og et enkelt, perfekt frø, der pulserede med grønt lys.
Mosfløjte hviskede: “Det er et månefrø! De siger, at det vokser til en blomst, der kun blomstrer i stjerneskin.”
Ildfluen dukkede lykkeligt. “Plant det, og din have vil aldrig miste sin magi.”
Det gjorde de. Sammen, under månens vågne øje, plantede Naschi og Mosfløjte månefrøet lige ved siden af stubben. Naschi sang sagte, mens Mosfløjte lagde jorden omkring det som et tæppe.
Da det første daggry rørte haven, foldede en lille spire sig ud og glødede svagt – halvt sølv, halvt grøn.
“Tror du, at menneskene vil se det?” spurgte Naschi.
Mosfløjte klukkede. “Måske. Men kun hvis de tror på nattens vidundere.”
Og fra den dag føltes haven varmere, venligere og bare en lille smule mere levende. Månefrøet voksede sig højere hver nat og hviskede sine hemmeligheder til dem, der lyttede.
Og Naschi og Mosfløjte? De havde endnu et eventyr at huske – et, der begyndte under en gammel stub og sluttede med et lys, der aldrig ville falme.
🌿👻💫
Nogle hemmeligheder vokser bedst i mørket – især når de bliver passet af venner.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens