Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Efter den første histories store succes hos hende skulle jeg lige finde tilløb til en nummer to, der blev modtaget med storm. Det samme gjorde den tredje, og jeg har lovet at fortælle hende nummer fire i dag, så jeg må hellere få lavet flere.
Vintervinden hylede uden for det gamle bondehus, men indenfor var alt varmt og stille. Nisserne, Gregers og Herbert, stod på deres vinterplads i bryggerset og stirrede ud på haven og ventede på at det blev varmere.
Om dagen stod de helt stille, mens menneskene rumsterede rundt, bagte brød, spillede spil og nynnede sange.
Men da lyset slukkedes, og huset blev stille…
✨ Vågnede nisserne til live. ✨
„Nå, Herbert,“ hviskede Gregers, mens han børstede krummer af sin frakke fra den glemte kiks han i det skjulte havde spist. „Hvis vi skal blive indendørs her til vinter, kan vi lige så godt se, hvad dette store hus ellers gemmer på.“
Herberts øjne strålede. „En fremragende idé. Eventyret venter!“
Og afsted gik de, listende hen over det gamle gulv.
De besluttede sig for at følge huset og først gå ned af gangen for at se noget nyt, for rummene med stuen havde de jo set ind i ude fra deres pladser haven.
Den første dør, de fandt nede ad gangen, åbnede ind til et værelse med to store senge. Enorme! De lignede luftige skyer, der hvilede på gulvet. Nisserne klatrede op ad den hængende dyne som bjergbestigere, der besteg en klippe.
Ovenpå sank de ned i den bløde madras med et fwmp!
“Åh, Gregers!” fnisede Herbert. “Det er som at sidde på en skumfidus!”
Så hoppede han – bare en lille smule.
Sengen fjedrede.
Han hoppede igen.
Fjedrede!
Og så var Gregers med, og snart hoppede begge nisser fra seng til seng, mens de grinede og tumlede gennem puderne.
“Jeg har ikke hoppet sådan her siden kålbunken i ’92!” råbte Gregers.
Da de blev trætte, svøbte de sig i kanten af en dyne – blød som skyer og med en svag duft af sæbe og solskin – og hvilede sig et øjeblik, mens de lyttede til vinden udenfor.
Efter deres lille lur fortsatte de deres udforskning.
Lidt længere nede ad gangen, på den anden side var der en trappe, der gik lige op. Den så meget stejl ud for nisser af deres størrelse, men de var modige og nysgerrige.
Trin for lille trin klatrede indtil de nåede toppen.
Der opdagede de et magisk rum fyldt med vidundere.
Snesevis af bløde plysdyr sad stille rundt om i værelset – bjørne, kaniner og endda en kridhvid ugle, der kiggede ned fra højt oppe. De talte ikke, men deres syede øjne glimtede venligt i måneskinnet.
“Det er et råd af tavse væsner,” hviskede Herbert i ærefrygt.
“De må bevogte dette sted,” sagde Gregers højtideligt.
Midt i rummet var en bane, der snoede og snoede sig som en slange. På den sad små, farverige biler.
“Hvad er det her så?” spekulerede Gregers og gav en af dem et blidt skub.
Vrrrroom! Den lille bil susede ned ad banen, susede rundt om et sving og tilbage igen.
Nisserne gispede af fryd. Snart sendte de begge biler afsted side om side, jublende og grinende.
“Hurtigere, Herbert, hurtigere!” råbte Gregers.
“Min har en turbo-sneglemotor!” fnes han tilbage.
De plysdyr så tavst til fra deres pladser, som om de også i hemmelighed jublede.
Da daggryet begyndte at titte frem gennem gardinerne, vidste nisserne, at det var tid til at vende tilbage. De listede ned ad trappen, forbi sengene og tilbage til deres pladser i bryggerset.
Da de første solstråler rørte deres malede ansigter, frøs de endnu engang til statuer – lige i tide.
Menneskene kom ind i huset med en pose med et rosinbrød, klar til at spise morgenmad uden at have mistanke om, at deres stille små nisser havde tilbragt hele natten med at hoppe på senge og køre racerbiler under opsyn af bamsebjørne og -ugler.
Men hvis du kiggede nøje efter den morgen, havde du måske bemærket noget mærkeligt:
Et par legetøjsbiler, der stod ny steder på banen –
og et enkelt, lille fodspor på dynen.
Slut. 🧙♀️🏠🐻✨
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens