Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Efter den første histories store succes hos hende skulle jeg lige finde tilløb til en nummer to, der blev modtaget med storm. Det samme gjorde den tredje og nummer fire og hun grinede af glæde over nummer fem. Nu hvor julen nærmer sig og huset er blevet fyldt med kravle- og andre former for julenisser kommer der selvfølgelig en historie om dem.
Sne frosten det gamle bondehus som et tyndt, glitrende tæppe. Istapper hang fra tagrenderne som krystaltænder, og verden udenfor var stille og hvid.
Inde i huset stod Gregers og Herbert – de to havenisser, der var blevet vintergæster – i deres sædvanlige dagtidspositurer i bryggerset: Gregers spejdende mod indgangen, Herbert holdende øje med om der var efterladte lækkerier i køkkenet.
Men om natten…
kender du sandheden.
De blev levende.
En kold novemberaften, mens menneskerne sov, og månen skinnede klart, hørte nisserne en mærkelig skrabe-skrab… bump! lyd nær døren.
Gregers stak hovedet rundt om hjørnet.
Herbert holdt en lille lanterne op.
Og der, mens de rystede nattefrosten ud af deres hatte, sad en gruppe små julenisser!
Deres hatte var høje og spidse og røde. Deres støvler klirrede med klokker. Den forreste havde en stor lanterne og glitrende briller; en anden bar en trompet, den tredje red sågar på en gris – men havde også en trompet, en havde en stribet trøje og en rygsæk næsten større end ham selv; og den mindste holdt en pebermyntestok.
“Vær hilset!” sagde den højeste nisse med et varmt buk. “Vi er Vinterhjælperne. Vi plejer at blive i den dybe fyrreskov, men en storm jagede os fra vores værksted. Må vi søge ly her et stykke tid? Det gjorde vi også sidste år, men I så os vist ikke der.”
Herbert strålede.
“Selvfølgelig! Kom ind, kom ind! I må være frosne helt ned i tæerne.”
Gregers nikkede.
“Velkommen til det gamle hus. Vi viser dig rundt.”
Hus rundvisningen
Julenissernes øjne blev store, da havenisserne førte dem gennem det varme, hyggelige hus.
De viste stuen med fjernsynet, hvor farverne hvirvlende viste person som var de dansende feer.
De viste dem de store bløde senge, hvor nisserne straks begyndte at hoppe.
“Boing! Boing! Boing!”
Deres klokker klang vildt ved hvert hop.
Herbert lo.
“Vi opdagede først disse senge i sidste uge. Perfekte til at hoppe i.”
De viste dem det magiske værelse ovenpå fyldt med tavse plysdyr.
Julenisserne sagde ooh og aah til den hvide ugle og bukkede respektfuldt, som om de hilste på en ædel konge.
Så viste Gregers dem racerbanen.
Julenisserne susede hurtigere frem ad med de små biler, end havenisserne nogensinde havde set – en julenisse kørte endda på en bil som en slæde, indtil han kørte ind i en plyskanin og væltede om på ryggen, mens han fnisede.
“Dette hus,” sagde julenissen med den stribede trøje, “er et palads fyldt med skatte!”
Vintersjov
I dagevis – eller faktisk nætter – gjorde have- og julenisserne det gamle hus til deres legeplads.
De byggede små tårne af slikstykker i køkkenet.
De rutsjede på tæpper ned ad trappen selvom det var ret farligt.
De sneg dråber af kakao fra menneskernes krus og varmede deres hænder på kopperne.
Nogle gange kiggede musene ind ad vinduet, og nisserne vinkede vildt, før de smuttede udenfor for at give dem krummer og små strikkede tørklæder.
Huset havde aldrig været så fyldt med glæde.
Et hemmeligt brev
Men julenisserne indså snart noget vigtigt:
Menneskene vidste ikke, at de var der.
Ikke som om de kendte – eller mistænkte – havenisserne.
“Vi burde præsentere os selv,” sagde julenissen med pebermyntestokken.
“På en ordentlig julet måde,” tilføjede julenissen med brillerne.
Så en nat skrev de alle sammen et lille brev.
Herbert holdt papiret fast, Gregers dyppede fjeren i blæk, og julenisserne dikterede med begejstrede, hviskende stemmer:
Kære venlige mennesker,
Vi er vinterhjælperne, en gruppe julenisser, der søger ly i jeres hyggelige hjem i denne snerige sæson. Jeres hus er varmt, jeres skabe dufter vidunderligt, og jeres havenisser har været dejlige guider og venner.
Vi lover at være høflige gæster. Vi rydder op i krummer, vi reparerer hullede strømper, og vi sørger for at varmen ikke går ud.
Tak fordi I giver os et sikkert sted at være. Bliv ikke forskrækket, hvis I bemærker en lille klokke ringe eller et flyttet legetøj – det er bare os.
Med taknemmelige hjerter, Julenisserne
De lagde brevet på køkkenbordet, hvor menneskerne helt sikkert ville finde det.
Så pilede de tilbage til deres skjulesteder, mens de fnisede sagte, hattene klingende med små klokker.
Og om morgenen…
Nå, mennesker må på et tidspunkt holde op med at undervurdere vinterens magi.
Måske når et brev som dette venter på dem.
Slut. 🎄🧙♂️🧝♂️✨
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens