Når man har et barn på 4 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de frække mus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store storm
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og efteråret i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang som vintergæster i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og natten i det gamle hus
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den tid på vinteren hvor julenisserne kom på besøg
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og vinterarbejde i haven
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og rejsen til julenissernes vinterskov
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og mysteriet om det indendørs træ
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en juleaften med små vidundere
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og en nytårsafsked og håbets fyrværkeri
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den dybe sne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og haven der vågnede op
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de meget små nisser ved kaffemaskinen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og fredsaftalen i garagen
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og natten med for mange knurhår
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og klatringen over træerne
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og de summende vintergæster
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og året med tusind muldvarpeskud
- Historien om havenisserne på skråningen bag Mosevang og den store forårsvask
En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.
En lys forårsmorgen, mens duggen stadig hang på græsset, fandt Herbert noget højst usædvanligt oven på et fladt muldvarpeskud.
Et brev.
Ikke et blad.
Ikke en træstump fra en rod.
Et ordentligt brev, pænt foldet og forseglet med en lille klump presset jord.
“Gregers!” råbte han.
Gregers vraltede hen og rettede på sin hue.
“Hvis dette er endnu en klage fra tusindfrydene, så…”
Han stoppede.
Seglet bar et mærke: et lille, omhyggeligt aftryk af en muldvarps pote.
Beskeden fra muldvarpene
Gregers rømmede sig og læste højt:
“Til de ærede havenisser,
Vi skriver for at undskylde for vores pludselige afrejse og de… ujævnheder i overfladen, vi måtte have forårsaget.
Vores tunneler krævede hurtig udvidelse, og vi beklager enhver ulempe for jeres gangstier.
I er hjerteligt inviteret til at besøge os nedenfor – under haven og markerne bagved – hvis I ønsker at forstå vores arbejde.
Med respekt,
Muldvarpkollektivet”**
Herberts øjne glimtede.
“En invitation!”
Gregers foldede brevet langsomt.
“…fra de selvsamme skabninger, der var ansvarlige for mit fald.”
Han holdt en pause.
Så sukkede han.
“Nå. Det ville være uhøfligt ikke at tage afsted.”
Forberedelse til det ukendte
Ingen havenisse var nogensinde gået ned under jorden før.
Haven var deres verden – jord under fødderne, himmel ovenover.
Men nedenunder?
Det var et mysterium.
De forberedte sig omhyggeligt.
Herbert pakkede en lille lanterne, der glødede varmt og stabilt.
Gregers bar en lommelygte (lånt kort fra huset), dens lysstråle skarp og klar.
“En for komfort,” sagde Herbert.
“En for klarhed,” tilføjede Gregers.
Sammen nærmede de sig den nærmeste indgang til muldvarpetunnelen.
Den så lille ud.
Meget lille.
Nedstigningen
I det øjeblik de trådte indenfor, ændrede verden sig.
Luften blev kølig og stille.
Lyset forsvandt hurtigt.
Tunnelen buede blidt nedad, lige bred nok til nisser, hvis de dukkede sig.
Herbert holdt lanternen op. Gyldent lys dansede langs jordvæggene.
Gregers klikkede på lommelygten.
En smal stråle skød fremad og afslørede noget forbløffende:
Tunnellerne strakte sig langt – forgrenede, snoede, lagdelte som selve verdens rødder.
“Ved skægget af de gamle egetræer …” hviskede Gregers.
Den Underjordiske Verden
De gik dybere.
Forbi glatte korridorer pakket fast af forsigtige poter.
Forbi små opbevaringsrum fyldt med rødder og larver.
Forbi kryds, hvor tunneler krydsede hinanden som veje i en skjult by.
Jorden var levende med stille bevægelse.
Blød kradsen.
Blid forskydning.
Følelsen af et sted, der altid var i bevægelse.
Så kom en gruppe muldvarpe frem fra en sidetunnel.
Fløjlsbløde, mørke, med brede poter og små, lyse næser.
En varm velkomst
Den største muldvarp trådte frem.
“Velkommen, ærede nisser,” sagde den med en blød, jordnær stemme.
“Vi er glade for, at I accepterede vores invitation.”
Herbert smilede varmt.
“Vi har aldrig set noget lignende,” sagde han.
Gregers nikkede.
“Jeres… arbejde er omfattende.”
Muldvarpene bukkede let.
“Det er det nødt til at være,” forklarede en af dem.
“Jorden skal ånde. Vand skal bevæge sig. Rødder skal finde vej.”
De førte nisserne dybere.
De viste dem, hvordan tunneler hjalp med at dræne forårsregn.
Hvordan rødder voksede sig stærkere i løsnet jord.
Hvordan skjulte stier forbandt marker, have og skov.
Gregers lyttede opmærksomt.
Meget opmærksomt.
Forståelse under overfladen
Endelig nåede de et stort kammer – et samlingssted.
Blødt mos dækkede væggene. Rødder hang som blide gardiner. Luften føltes rolig og stabil.
Herbert vendte sig langsomt.
“I passer haven… nedefra.”
Muldvarpene nikkede.
“Som I gør ovenfra.”
Gregers strøg tankefuldt sit skæg.
Alle de muldvarpeskud …
Al den forstyrrelse …
Det havde et formål.
En ny aftale
Inden han gik, rømmede Gregers sig.
“Jeres tunneler er… imponerende,” sagde han.
“Men jeres muldvarpeskud er … ubelejlige.”
Muldvarpene mumlede sagte.
“Vi forstår,” sagde lederen.
“Vi vil forsøge at placere dem mere omhyggeligt.”
Herbert tilføjede blidt:
“Og vi vil forsøge at træde mere forsigtigt.”
Der var en pause.
Så… et fælles nik.
Tilbage til lyset
Nisserne klatrede tilbage mod overfladen.
Lanternens skær forsvandt i dagslyset.
De kom ud i haven og blinkede i solen.
Verden ovenover føltes lysere. Bredere.
Men også… mere forbundet.
Gregers kiggede på et muldvarpeskud i nærheden.
Han bankede let på det med sin støvle.
“Stadig irriterende,” sagde han.
Herbert lo.
“Men nu ved du hvorfor.”
Gregers smilede.
“Ja. Og det gør hele forskellen.”
Fra den dag af vandrede nisserne i haven med ny bevidsthed.
Ovenfor og nedenunder.
Synligt og usynligt.
Og selvom græsplænen aldrig blev helt glat igen…
Var den på sin egen måde helt levende.
Slut.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens