Havenisserne og Nissie i Mosevang i Herberts rejse til det andet hus

Indhold

Når man har et barn på 5 får alting personlighed, således har vores havenisser i sommerhuset fået deres eget liv. Det ledte til at jeg begyndte at skrive historier om dem, til hendes meget store glæde.

En note til historierne om nisserne, er at de trods deres offentliggørelse her på siden, er under konstante ændringer og småforbedringer. For hver gang jeg fortæller dem bemærker jeg stave- og formuleringsfejl, der kunne være lidt skarpere, så de redigeres løbende.

Efteråret havde lagt sig over det gamle bondehus.

Haven var dækket af våde blade, æbletræet stod næsten bart, og vinden raslede mod vinduerne, når den blev utålmodig.

Indenfor havde Gregers og Herbert fundet en behagelig plads på bordet i bryggerset. Derfra kunne de se menneskerne komme og gå, lytte til regnen og af og til snige sig ind i køkkenet for at besøge Nissie.

Det var en behagelig ordning.

Indtil en særlig uheldig eftermiddag.

Et frygteligt fald

Et af menneskene kom hjem med adskillige tasker.

Der var dagligvarer, en frakke, en taske og alt for mange ting til, at én person komfortabelt kunne klare det.

Mennesket satte en taske på bordet i indgangen.

Så en til.

Og mens han rakte ud efter tasken…

BUMP!

En albue ramte Herbert.

Han vaklede.

Han væltede.

Og før Gregers kunne gøre noget…

KRASK!

Herbert faldt fra bordet og landede på det hårde gulv.

Gregers ville råbe.

Han ville hoppe ned og hjælpe ham.

Men mennesket stod der stadig og så forfærdet ud.

Så Gregers forblev helt stille.

Mennesket satte hurtigt alt ned og knælede ved siden af Herbert.

“Åh nej!”

Meget forsigtigt løftede mennesket ham op.

En af Herberts fødder var knækket.

Et lille stykke var gået helt løs, og et andet lille fragment lå under bordet.

Mennesket samlede stumperne og bar Herbert væk.

Gregers så hjælpeløst til.

For første gang i meget lang tid følte han sig frygtelig ensom.

Hospitalsbordet

Mennesket bar Herbert ind i et rum med et stort, rent bord.

Der var værktøj, små beholdere, klare lamper og alle mulige nyttige ting.

Menneskene reparerede nogle gange ødelagte husholdningsgenstande her.

Men for Herbert lignede det meget et hospital.

Mennesket lagde ham forsigtigt på en foldet avis.

Så kom en lille flaske lim.

Mennesket samlede forsigtigt den brækkede fod og holdt hvert stykke på plads, indtil det blev siddende.

Herbert kunne mærke reparationen tage form, selvom han forblev helt stille.

Men der var et problem.

Et lille stykke ville simpelthen ikke passe.

Mennesket prøvede at dreje det.

Så drejede det igen.

Så undersøgte det under lampen.

Intet virkede.

Endelig sukkede mennesket.

Herbert blev placeret et sikkert sted, mens limen tørrede.

Den nat, da alle sov, åbnede han forsigtigt øjnene.

“Åh nej,” hviskede han.

Han prøvede at bevæge sin fod.

Det holdt sammen, men det manglende stykke efterlod et ubehageligt hul.

Han kunne stå, men det var svært at gå ordentligt.

“Jeg håber, Gregers ikke bekymrer sig for meget.”

Selvfølgelig var Gregers enormt bekymret.

En rejse væk

Den følgende morgen skete der noget uventet.

Mennesket pakkede forsigtigt Herbert ind i et blødt klæde og lagde ham i en pose.

Det resterende stykke røg ned i en lille beholder ved siden af ham.

Så bar mennesket ham ud af bondegården.

Herbert mærkede den velkendte rumlen af en bil.

De kørte langs veje, gennem landsbyer og forbi marker, som han kun kunne skimte gennem en lille åbning i posen.

“Hvor skal vi hen?” spekulerede han.

Til sidst stoppede bilen.

Mennesket bar ham ind i et andet hus.

Det var ikke det gamle bondegård.

Dette hus var mindre og nyere, med sin egen have.

Der var bløde tæpper, komfortable møbler og hylder fyldt med interessante ting.

Herbert blev forsigtigt placeret på et bord.

Mennesket undersøgte hans fod igen og gik derefter væk.

Om aftenen, da mørket fyldte rummet, hørte Herbert en lille stemme.

“Hallo?”

Han vendte hovedet.

Ved siden af en urtepotte stod et lille spøgelse.

Et meget lille, meget venligt udseende spøgelse.

“Er du ny her?”

Herbert blinkede.

“Et spøgelse!”

Spøgelset bukkede let.

“Jeg er Naschi.”

“Jeg er Herbert. Jeg er en havenisse. Var det ikke dig, der besøgte os for nogen tid siden?”

Naschi kiggede ned på den beskadigede fod.

“Åh! Er du kommet til skade?”

“Lidt,” indrømmede Herbert. “Jeg var ude for en ulykke.”

Naschi svævede tættere på.

“Så skal du møde min ven.”

Midnatsgartneren

Naschi førte Herbert hen mod havedøren.

Eller rettere sagt, Naschi svævede, mens Herbert forsigtigt hoppede afsted med en lille pind som støtte.

Udenfor duftede natteluften af fugtigt græs og nedfaldne blade.

En lille skikkelse arbejdede blandt planterne.

Han havde havetøj på og bar en lille rive.

“Midnatsgartner!” råbte Naschi.

Den lille gartner vendte sig.

“Vi har en besøgende!”

Han skyndte sig hen.

“En havenisse! Hvor vidunderlig!”

Så bemærkede han Herberts fod.

“Åh nej.”

Herbert forklarede alt.

Faldet.

De knuste stykker.

Menneskets omhyggelige forsøg på at reparere ham.

Og det stædige lille fragment, der ikke ville passe.

Midnatsgartneren undersøgte hans fod.

“Hmm. Du må ikke lægge for meget vægt på den.”

“Jeg ved det,” sukkede Herbert. “Men jeg er ikke særlig god til at sidde stille.”

Naschi nikkede medfølende.

“Det er jeg heller ikke.”

Gartneren smilede.

“Så skulle vi måske finde noget, du kan lave uden at gå.”

Et helt anderledes eventyr

Midnatsgartneren bragte en lille stol og placerede den under en beskyttet busk.

Naschi fandt et lille tæppe.

Sammen gjorde de Herbter komfortabel.

Så viste gartneren ham sit efterårsarbejde.

Der var blade at samle.

Små planter at beskytte mod den kommende frost.

Og et par sene blomster, der stadig blomstrede bravt trods kulden.

Naschi svævede mellem buskene, bar individuelle blade og smed dem i en lille bunke.

Nogle gange blæste vinden dem direkte ud igen.

“Det er ikke fair!” protesterede Naschi.

Herbert lo.

Han hjalp ved at sortere frø i små grupper, mens han sad i sin stol.

Midnatsgartneren fortalte ham om haven, og Herbert fortalte ham om det gamle bondehus.

Han beskrev Gregers, Nissie og hendes bemærkelsesværdige teleskopben, kaffenisserne, biavlernisserne, salamanderen og musene.

Han fortalte dem endda om det underjordiske hav, som muldvarpene havde opdaget.

Naschis øjne blev enorme.

“Et underjordisk hav?”

“Ja.”

“Med både?”

“Med både.”

“Med pirater?”

“Ingen pirater, heldigvis.”

Naschi så en smule skuffet ud.

Da månen var steget højt over hustagene, havde Herbert det meget bedre.

Ikke fordi hans fod var helet.

Men fordi han havde fundet nye venner.

En besked til Gregers

Tilbage på det gamle bondehus var Gregers ulykkelig.

Han sad alene ved hovedbordet.

Nissie havde bragt ham en lille skål varm æblegrød, men han havde knap nok rørt ved den.

“Han kommer tilbage,” beroligede Nissie ham.

“Jeg ved det.”

“Menneskerne var meget forsigtige.”

“Jeg ved det.”

“Hvorfor er du så så bekymret?”

Gregers kiggede mod den tomme plads ved siden af ham.

“Fordi han ikke er her.”

Nissie sad stille ved siden af ham.

For en gangs skyld havde hun intet at sige.

I det andet hus havde menneskerne ledt efter en bedre måde at reparere Herbert på.

De undersøgte det lille fragment igen og samlede nogle ekstra materialer.

Der var et specielt klæbemiddel, lidt fyldmateriale og nogle små værktøjer.

Herbert så til fra sin plads på bordet.

“Det ser lovende ud,” hviskede han.

Naschi svævede ved siden af ham.

“Vil det gøre ondt?”

“Det tror jeg ikke.”

Midnatsgartneren inspicerede forsyningerne.

“Mennesker er overraskende gode til at reparere ting,” bemærkede han.

“Selvom de også er overraskende gode til at ødelægge dem,” svarede Herbert.

Alle var enige om, at dette var sandt.

Næste morgen pakkede menneskerne reparationsmaterialerne og pakkede Herbert omhyggeligt ind igen.

Naschi så trist ud.

“Tager du afsted?”

“Det tror jeg.”

“Kommer du tilbage?”

Herbert smilede.

“Det håber jeg. Men måske næste gang uden at ødelægge noget.”

Midnatsgartneren bukkede.

“Du er altid velkommen.”

Naschi svævede frem og gav Herbert det mildeste spøgelsesagtige kram, man kan forestille sig.

Det føltes som en kølig lille brise.

“Sig til Gregers, at vi sagde hej!”

“Det vil jeg.”

Tilbage til det gamle bondehus

Bilturen virkede kortere denne gang.

Snart genkendte Herbert den velkendte lugt fra det gamle bondehus.

Mennesket bar ham indenfor og placerede ham igen på hospitalsbordet.

Denne gang var alt klar.

Mennesket rensede omhyggeligt det beskadigede område, påførte det nye materiale og fyldte det lille hul, hvor det genstridige fragment havde nægtet at passe.

Så kom mere omhyggelig formning.

Lidt udglatning.

Og endelig et blidt strejf af maling for at få reparationen til at passe.

Mennesket undersøgte resultatet.

Så smilede det.

Herberts fod var hel igen.

Ikke helt som den havde været før.

Hvis nogen kiggede meget nøje, ville de måske bemærke en lille linje, hvor bruddet havde været.

Men det var stærkt.

Og det var det, der betød noget.

Et lille ar og en stor historie

Senere samme aften sad Gregers og Herbert sammen på bordet i bryggerset.

Udenfor rystede vinden de sidste blade af æbletræet.

Regn hviskede mod vinduerne.

Bondegården var stille.

Gregers kastede et blik på Herberts reparerede fod.

“Du ved,” sagde han, “jeg var bange for, at du aldrig ville komme tilbage.”

Herbert tog blidt hans hånd.

“Nå, her er jeg.”

“Og din fod?”

“Næsten så god som ny.”

“Næsten?”

Herbert smilede.

“Der er et lille mærke.”

Gregers så bekymret ud igen.

Men Herbert rystede på hovedet.

“Det gør mig ikke noget. Det minder mig om, at menneskene holdt nok af mig til at reparere mig. Og at jeg mødte to vidunderlige nye venner.”

Gregers tænkte over det.

Så smilede han også.

“Måske kan vi besøge dem sammen en dag.”

“Det vil jeg gerne.”

De kiggede ud på den mørke efterårshave.

Et sted langt væk, i et andet hus, svævede et lille spøgelse ved navn Naschi sandsynligvis lykkeligt gennem værelserne, mens Midnatsgartneren passede sine planter under stjernerne.

Og i det gamle bondehus var to havenisser sammen igen.

Herberts fod havde et lille ar.

Men hans hjerte havde fået nye venner.

Og Gregers, der havde bekymret sig så meget, havde også fået noget.

En rigtig god grund til at være ekstra forsigtig, når menneskerne kom hjem med indkøbsposer.

Slut.

Note: Teksten er skrevet og et kommende billedet er lavet med støtte af kunstig intelligens