Jeg er ikke tilfreds med denne Dawn Serpent, men samtidig følte jeg at jeg ikke kunne overskue at bruge mere tid på den. Selvom det var en dukke jeg havde glæder mig rigtig meget til at male blev den ikke helt som jeg havde håbet – men måske jeg havde sat mit mål for højt.
Jeg brugte den til en måde at få øvet mig i brugen af airbrush på, og selvom det svært kan ses nu er der en bund af metallic rød, så mørk rød, klar rød og highlights i orange. Visse steder er der også gule fremhævninger, som f.eks. skægget, og kløerne er også malet op. Det gik fint, og visse steder kan man stadig se dette, men da jeg så ville lime den på basen skabte dampene fra superlimen en hvid “tåge” / film på både områder af figuren og base materialet. Det er første gang jeg har oplevet det med lim, har kun været ude for det med lak før, så jeg måtte klatmale for at redde det mest muligt og putte ekstra materiale på basen, hvilket ødelagde den graduering jeg havde lavet fra grå->gul->orange->metallic rød jo tættere man kom på midten, hvor dragen hvilede som om dens aura skinnede på jorden.
Kameraet har heller ikke været villigt, der er lidt mere graduering i det røde og highlights når man står med figuren i hænderne, men de er så fine at kameraet ikke ville fange den.
Jeg kan dog helt klart se potentialet i de fine lag man kan lave med airbrush og glæder mig virkelig til at få mine teknikker bedre. Bøvlet med denne figur gjorde bare at jeg har været i en død periode med at male, men jeg vil se om jeg ikke kan komme over det og komme videre.