Når man har et barn på 4 får alting personlighed, også Halloween pynten. Derfor kommer en historie om noget af den som et afbræk fra havenisserne.
I et hyggeligt hus med en lille, solrig have boede der et lille spøgelse ved navn Naschi. Naschi var ikke et uhyggeligt spøgelse – nej, slet ikke! Hun var lille og rund, med et fnisende “bøh” og en kærlighed til bløde tæpper og varmt lys.
Men Naschi havde en hemmelighed.
Hver morgen, når familien, der boede i huset, vågnede, holdt Naschi op med at svæve, tog en dyb indånding (selvom hun ikke behøvede det) og lod som om, hun var et stykke legetøj. Hun satte sig ved den store sofa i stuen ved siden af en bunke tøjdyr. Hendes yndlingsforklædning var en skeletbamse med store, syede øjne og et fjollet grin.
Når nogen gik forbi, frøs Naschi og hviskede til sig selv: “Jeg er ikke et spøgelse, jeg er bare et blødt skelet!”
Familiens lille pige, Anika, elskede sin skelet-ven. Hun krammede hende tæt, når hun kom ind i stuen for at se tegnefilm, og efterlod hende så ved sofaen, når hun gik ud og legede i haven. Det kunne Naschi godt lide. Fra sin plads ved vinduet kunne hun se bier summe og blade svaje, og nogle gange – når ingen kiggede – svævede hun en lille smule, bare for at mærke luften bevæge sig gennem hende.
En eftermiddag besluttede edderkoppen Edvard, der skjulte sig i hjørnerne af Anikas hus, at skelettet så mistænkeligt ud. Den sneg sig op og prikkede til Naschi med et af sine mange ben.
Bap!
Naschi var lige ved at grine fordi det kildede så meget – men hun huskede at forblive stille. Edderkoppen kneb alle øjnene sammen og gav hende endnu et puf. Nachis lille spøgelseshjerte hamrede hurtigt.
Endelig gav edderkoppen op og kravlede væk, selvom Naschi kunne have svoret på, at hun hørte den mumle: “Det legetøj lugter af måneskin…”
Den nat, da alle sov, svævede Naschi rundt i stuen og sukkede lykkeligt. Hun elskede køleskabets sagte summen og klukken, duften af blomsterne gennem den glemte, halvåbne glasdør til haven og skæret fra havelysene. Hun kunne lide at tilhøre dette hus, selvom ingen vidste det.
Men så – åh nej! – en storm susede ind.
Vinden susede, regnen trommede, og et kraftigt vindstød blæste havedøren vidt åben! Naschi peb, da gardinerne blafrede, og en kold luftpust sendte hende rundt i luften. “Åh nej! Min bamseforklædning!” råbte hun.
Skeletbamsen tumlede væk fra sofaen og ud ad døren ud i haven!
Uden at tænke sig om, styrtede Naschi efter den. Regn dryppede gennem hende, mens hun ledte i det våde græs. “Skeletbamse, hvor er du?” råbte hun.
Så fik hun øje på den – fanget i rosenbusken! Naschi trak og trak, indtil den løsnede sig. Hun holdt den gennemblødte bamse tæt ind til sig. “Du kan ikke fare vild! Anika vil savne dig!”
Næste morgen fandt Anika sin skeletbamse pænt liggende ved sofaen igen, helt tør. Hun blinkede. “Det er sjovt… jeg troede, den var væk.”
Bag puden fnes Naschi sagte.
Og sådan fortsatte det – hver dag lod Naschi som om, hun var et stykke legetøj, og hver nat svævede hun rundt i huset og holdt det hyggeligt og roligt. Hun skræmte de knirkende lyde væk, støvede bogreolerne af (med et swish af sin spøgelsesagtige hale) og hviskede nogle gange historier til den sovende edderkop.
Og selvom ingen nogensinde sagde: “Tak, lille spøgelse”, havde Naschi ikke noget imod det. Hun havde en familie, et varmt hjem og en hyggelig forklædning, der fik hende til at føle sig som en del af det hele.
Og på regnfulde aftener, når vinden hylede udenfor, hvis du lyttede opmærksomt, kunne du måske høre en lille stemme hviske…
“Bøøøø! Bare for sjov … godnat!” 👻💤
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens