Når man har et barn på 4 får alting personlighed, også Halloween pynten. Derfor kom der en historie om noget af den som et afbræk fra havenisserne. Der kom en til, og en spørgelseshistorie mere, dens opfølger og nu kommer så den sidste (for nu).
Natten efter månefrøet blomstrede, føltes haven anderledes – lysere, bredere, som om den holdt vejret efter noget nyt.
Naschi, det lille spøgelse, svævede på ryggen over blomsterne og stirrede op på stjernerne. Hun kunne stadig mærke månefrøets velsignelse skinne indeni sig.
“Jeg kan tage hen, hvor end måneskinnet når,” hviskede hun.
Mosfløjte, mens han pudsede sin agernlygte i nærheden, kiggede op med et kærligt smil. “Så tag afsted, lille ven. Se, hvad der gemmer sig bag hækkene. Men glem ikke din vej hjem.”
Naschi nikkede, hendes glød dirrede af spænding. “Jeg er tilbage før solopgang!”
Og med et sus af blødt lys steg hun højere og højere, indtil byhusets have blev til en lille grøn plet nedenfor.
Hun svævede over hustage og stille gader, forbi sovende huse og sølvfarvede vandpytter. Bag byen åbnede verden sig i bølgende marker og vildtvoksende buskadser, træer og skove. Luften duftede af hø og dug, og en ugle tudede langt væk.
Naschi snurrede glædeligt rundt gennem natten og strejfede mælkebøttefnug, der glimtede, mens de drev afsted. “Hej, landskab!” råbte hun. “Du er så stort!”
Hun fandt en lille sø, hvor frøer kvækkede vuggeviser til stjernerne, og vandet glimtede som smeltet glas. Så så hun det – et forvitret gammelt hus på landet, hvis tag skrånede som en søvnig, l-formet hat, omgivet af en have fuld af bregner, blomster og højt græs.
Og lige der, under måneskinnet, stod to havenisser.
Den ene var lav og rund med et stort skæg og en rød hat; den anden var lige så lav med et mindst lige så flot skæg men havde en blå hat. Den ene havde en vandekande, den anden en lille hakke. De stod side om side, frosne som statuer – bortset fra… Naschi kunne mærke noget levende ved dem.
Hun svævede tættere på og hviskede: “Hallo? Er I – øhm – vågne?”
Den rødhattede havenisse blinkede. Den blåhattede gabte og strakte sine stive arme.
“Hold da op,” sagde Røde Hat. “Et svævende lys!”
“Jeg er ikke et lys,” sagde Naschi stolt. “Jeg er et spøgelse. Mit navn er Naschi. Jeg kommer fra byhusets have.”
Blå Hat gned eftertænksomt sit skæg. “Et spøgelse, hva’? Har ikke set et af dem, siden ånden af sløruglen prøvede at hjemsøge fugleskræmslet ovre hos de gamle naboer.”
Naschi fnes. “Åh, jeg hjemsøger ikke. Jeg hjælper! Min ven Mosfløjte og jeg passer vores have.”
“Nå, så,” sagde Røde Hat med et glimt i øjnene, “du er meget velkommen her. Jeg er Gregers, og det her er min bror Herbert.”
De to nisser førte Naschi gennem deres have, som var vild og vidunderlig. Kløver dannede et rundt tæppe og træer tårnede sig op som venlige kæmper.
Men mens de gik, rynkede Gregers panden. “Vi kunne godt bruge en hjælper som dig, Naschi. Noget har generet vores have.”
“Er der problemer?” spurgte Naschi.
“Hver nat,” sagde Herbert, “sniger en drilsk brise sig igennem og stjæler vores værktøj! Vandkander, river, selv Gregers yndlingsskovl.”
“Jeg troede, det var dig,” mumlede Gregers.
“Jeg troede i starten det var dig selv der gemte den for at drille!” svarede Herbert igen.
Naschi smilede. “Måske kan jeg hjælpe med at fange stjæleren!”
De ventede sammen, mens månen steg højere. Haven var stille bortset fra græshopperne. Så – sus! – susede en pludselig vind forbi og væltede en spand.
“Der!” råbte Naschi. Hun susede efter brisen og fik øje på noget, der fór farende gennem planterne – en lille hvirvelvind lavet af glitrende støv, der fnisede, mens den snurrede rundt.
„Hey! Stop!“ råbte Naschi. „Du stjæler!“
Hvirvelvinden aftog, og et svagt ansigt dukkede op indeni – en støvånd, mindre end en mælkebøttepust. „Jeg stjæler ikke! Jeg rydder op!“ sagde den indigneret. „Redskaberne ligger altid rundt omkring, så jeg gemmer dem i skuret!“
Gregers og Herbert skyndte sig op. „Gemte dem? Vi troede, de var væk for altid!“
Ånden prustede surt. „Du takker mig aldrig for at gøre rent!“
Naschi svævede blidt tættere på. „Åh, lille brise, jeg tror ikke, de vidste det. Måske i stedet for at gemme ting, kunne du hjælpe med at organisere?“
Ånden blinkede og tænkte. „Organisere…?“
„Ja!“ sagde Naschi. „Stable potterne, stil redskaberne op, og puds vandkanderne med din vind. Så bliver haven ryddelig og glad.“
Ånden lyste op og hvirvlede rundt i en glad cirkel. „Det kan jeg!“
Og sådan fyldtes haven med en blid, hvirvlende vind, mens ånden gik i gang. Spande rullede i pæne stakke, haveskovlen skinnede, og nissernes hatte blafrede næsten ikke.
Gregers lo. “Jamen, det må jeg sige! Tak, Naschi. Du har sparet os for en sæson med forvirring.”
Herbert nikkede. “Hvis du nogensinde har brug for at hjælpe, er vores landhave åben for dig.”
Da daggryet farvede markerne lyserøde, svævede Naschi op på taget og vinkede. “Jeg må hellere tage hjem, før solen fanger mig. Men måske besøger jeg jer igen!”
“Gør det,” råbte Gregers. “Og tag din haveven med næste gang!”
Naschi grinede og steg op på himlen, mens nisserne vinkede nedenfor. Markerne funklede af dug, og et sted bag ham trak månefrøets glød sagte, som et hjerteslag, der kaldte ham hjem.
Da hun drev tilbage til byhusets have, ventede Mosfløjte ved månefrøet med to krus varm honningdug-te.
“Nå?” spurgte Mosfløjte. “Hvad fandt du bag haven?”
Naschi smilede bredt. “Nye venner, pænt værktøj og en leg med en vind med en meget stor attitude!”
Mosfløjte klukkede. “Det lyder som om, at det åbne landskab passer dig.”
Naschi svævede ned ved siden af ham og nippede til sin te. “Der er dejligt derude,” sagde hun, “men det er endnu dejligere at komme hjem.”
🌾👻🌙
Selv et lille spøgelse ved – de bedste eventyr slutter, hvor hjertet begynder.
Min tanke er at det bliver sidste spøgelseshistorie for nu, hvor Halloween er over lige over, men lad os se hvad ønskerne fra den lille er på sigt.
Note: Teksten er skrevet med støtte af kunstig intelligens